Man så efter 2. verdenskrig et Europa, der lå i ruiner. Europa manglede et fællesskab, som kunne binde nationalstaterne sammen. I 1950 blev Schuman-erklæringen derfor en realitet, hvilket banede vejen for Kul- og Stålfællesskabet. Kul- og Stålfællesskabet blev set som det første skridt i mod en europæisk føderation. Formålet med fællesskabet gik på, at man vil undgå endnu en verdenskrig, som skulle skyde Europa ned i et endnu større sort hul. Det ses derfor at fællesskabet både skabte stabilitet i Europa, men i den grad også økonomisk vækst. Siden da har man erfaret, hvis man skal have en økonomisk proces, så skal man også have en politisk proces. Specielt den politiske del i EU, er i dag et meget debatteret emne om, hvorvidt det i længden fungerer.
Delopgave 1
Dette argument af Marie Krarup fra Dansk Folkeparti afvises af ikke og alene flere år, men derimod flere årtiers økonomiske og politiske erfaringer. Man erfarede jo efter første verdenskrig, at en verden der var præget af kortsigtede politikere, ikke ville løse fremtidige problemstillinger, men tværtimod forværre dem. Historisk ses det, at man ikke skabte EU for at ødelægge nationalstaten - men at sikre dens overlevelse. Tilbage i 1919 så man Versailles-traktaten, der mildest talt ødelagde nationalstaten Tyskland økonomisk mere end de allerede i forvejen var. Krigsskadeerstatninger skulle tilbagebetales til Frankrig. Traktaten banede derfor vejen for Adolf Hitlers nationalsocialistiske parti. Efter krigen var det dog essentielt, at man valgte at udarbejde et europæisk samarbejde - Det Europæiske Kul- og Stålfællesskab. Formålet var her at skabe økonomisk fremgang i Europa, men et skjult faktor var dog også, at dette vil betyde en økonomisk afhængighed. Det vil derfor betyde større omkostninger ved at gå i krig med hinanden atter en gang. Det er derimod også vigtigt at pointere EU’s magt, da den historisk set også indirekte har haft sin positive indvirkning. Nationalstaternes afgivelse af deres suverænitet til den overstatslige organisation igen vil mindske sandsynligheden for at bekrige hinanden. Det ses derimod at EU ikke er med til at ødelægge det gode, tværtimod forbedre det, da staterne i højere grad udvikles og civiliseres. Et godt eksempel kunne f.eks. være multinationale selskaber, der bryder landegrænserne. Et alternativ ville jo være en overfladisk debat på tværs af landegrænserne, som ikke var præget af den mindste tillid overhovedet. Den manglede tillid vil medføre tab af massevis af arbejdspladser, der vil kaste Europa ud i et endnu større økonomisk hul end vi i forvejen er. EU er såmænd ikke med til at trække en sort pose med love nedover de pågældende nationalstater, da de stadig også bevarer deres suverænitet, hvis de i så fald ønsker det. Dette ses ift. adskillige folkeafstemninger, hvor EU netop har været i centrum, hvor befolkninger enten har stemt ja eller nej. Ovenikøbet ser man, at lovforslag som skal udarbejdes af EU ikke forhastes. Lovforslagene som skal vedtages kræver, at et utal af forskellige institutioner kommunikerer og i sidste ende bliver enige, hvor det eksakte lovforslag vedtages. Lovforslag ændres og forkastes et utal af gange inden det bliver til virkelighed. Det er også vigtigt at huske på, hvis politikerne foretager sig noget, som vi borgere i den grad ikke bryder os om, så er vi borgere i vores fulde magt til at udskifte disse medlemmer i EU-Parlamentet, mildest talt på samme måde, som vi gør hvert 4 år ved Folketingsvalg. Vi har i særdeleshed også i vores nationale Parlament, da det nationale Parlament udvælger den regering, der sidder i Det Europæiske Råd og Ministerrådet som udpeger de kommissærer og dommere, som er i EU.
Det er gratis at oprette en konto