Når begrebet identitet bliver defineret, taler Freud om en psykisk mekanisme, som er i stand til at fastholde og genvinde en individuel position i denne verden, præget af centralitet, helhed og initiativ. Med Freuds syn på mennesket dukker der et helt nyt område op inden for fylogenesen, det ubevidste. Han er den første, som nærmere analyserer de drivkræfter, der ligger bag menneskets udvikling. Han ser menneskets natur således, at det allerede fra fødslen bliver styret af ubevidste "lyst" kræfter. Han beskriver de mekanikker, der bevæger sig i menneskets indre v.h.a. hans personlighedsmodel.
Freud vægter drifternes betydning i mennesket. Han mener, at drifterne står i konflikt med den kultur, som mennesket er omgivet af. Drifterne bliver undertrykt af de normer/moralbegreber, der er en del af vores kultur, og af menneskets egen samvittighed. Freud mente, at Id'et er sjælens ældste religion både individuelt og i biologisk/historisk henseende. Id'et er det, der er blevet efterladt til os helt tilbage til menneskets histories begyndelse. Jegets opgave i Freuds personlighedsmodel er at skabe en sådan balance imellem id og super-ego, således at en indre harmoni og dermed også en ydre harmoni bliver opretholdt. Freud beskriver puberteten som den naturlige rodløshed, hvor der gives slip på det sikrere hold i barndommen og der rækkes ud efter et fast greb om den voksnes tilstand. På et bestemt tidspunkt er det afhængig af en forbindelse mellem fortid og fremtid og den kilde, det må slippe, og den kilde, som det bliver modtaget af.
Det er gratis at oprette en konto