Analyse af dokumentaren 'Blekingegadebanden'

Dokumentaren hedder ”Blekingegadebanden” og havde præmiere tilbage i år 2009. Filmen er instrueret og skrevet af Anders Riis-Hansen, klippet og fotograferet af henholdsvis David Rosenquist og Philippe Kress.

Analyse af indhold Dokumentaren beskriver hvordan røverierne som Blekingegadebanden lavede tilbage i 1970’erne blev begået, hvordan det foregik, hvordan de planlagde det ned til mindste detalje, og hvem de medvirkende i røverierne var. Dokumentaren viser også, hvordan politiet senere hen opklarede det hele, set bort fra den eneste stadig uopklarede sag, som var drabet på politimanden, da røverne flygtede fra gerningsstedet ved postkontoret. Vi får til sidst i dokumentaren at vide hvor mange års fængsel, som de fire anholdte hver især får. Bo Weymann, som det meste af tiden kun var med til at planlægge røverierne, og ikke begå dem, blev anholdt i 1989 og fik 7 års fængsel. Carsten Nielsen som til sidst kører galt, mister synet på begge øjne og hørelsen på det ene øre, han fik 8 års fængsel. Niels Jørgensen, Jan Weymann og Torkil Lauesen, som var med til at begå de store røverier fik hver 10 års fængsel. Bo Weymann blev til alder sidst i dokumentaren spurgt om, hvordan han havde det med, at det muligvis var hans bror, Jan Weymann, som havde skudt politimanden, da de begik røveriet mod postkontoret i Købmagergade i København. Han svarede dertil, efter lang tid tøven, at han ingen kommentar havde. Det var tydeligt at se det påvirkede ham.I 1994 bliver Carsten Nielsen og Bo Weymann løsladt, og i 1995 blev Niels Jørgensen, Torkil Lauesen og Jan Weymann også løsladt. Blekingegadebanden som havde præmiere i 2009, foregår tilbage i 1970’erne og 1980’erne, mere præcis fra 1972 til 1989. Dokumentaren foregår i byen, hvor de fleste røverier også blev begået, bl.a. på posthuset blev der begået flere af røverierne, hvor volddige overfald også forekom. Dokumentaren bruger alle tre appelformer. Den bruger logos, når politiet og PET(Politiets Efterretnings Tjeneste) fortæller, fordi de appellerer til os modtagers fornuft og logiske sans. Kilderne bygger på at politiet og PET er de fornuftigste kilder i dokumentaren. Der bruges også patos og det gør der når Bo Weymann begynder at vise sine følelser i dokumentaren, f.eks. da han meddelte de andre, at han ikke kunne være hans lille datter bekendt, at han var medlem af blekingegadebanden, og at han var nødt til at melde sig ud af gruppen. Det havde stor effekt på Bo og han viste på det tidpunkt, da han sidder og fortæller situationen til kameraet, mange følelser i form af tårer og snøften. Et andet eksempel var til sidst i dokumentaren, da intervieweren spørger ind til, hvordan han havde det med at det muligvis var hans bror, som var skyld i drabet på politimanden, ved postkontoret i Købmagergade. Dokumentaren bruger også den sidste appelform, etos, i form af de troværdige kilder, som politiet og PET. Det gør de på den baggrund af at, politiet konstaterer noget, og så f.eks. Bo efterfølgende bekræfter at udsagnet er rigtig.Dokumentaren benytter sig af erfaringskilder, fordi det er gerningsmanden, Bo Weymann selv, som fortæller næsten hele vejen igennem. Men erfaringskilderne er ikke objektive eller neutrale observatører, fordi deres syn på sagen i høj grad er påvirket af, at de selv har stået midt i den. Men de er alligevel vigtige, fordi de selv har erfaret og konkret kan fortælle, hvad der skete i selve situationen, om i det her tilfælde var alle røverierne.