På de hvide enestuer på Skejbysygehus, lå min lillesøster Laura. Hun lå blegt i sengen, og maskinen bippede hver gang hendes hjerte dunkede. Det var nu 5 måneder siden, at vi havde fået nyheden om, at hun havde en hjernesvulst der ikke kunne kureres. Ifølge lægerne havde hun nu kun 2 uger tilbage at leve i. Når man kiggede på hende, lignede det bare, at hun ingen håb eller drømme havde, men det vidste jeg godt ikke var sandt. Jeg satte mig ved hendes side, og holdte hendes hånd ”jeg bliver nød til at se ham. Det er mit allersidste ønske”, hviskede hun i mit øre. Ham hun snakkede om, var en dreng hun havde skrevet med over internettet, men hun havde aldrig fået mulighed for at møde ham i virkeligheden. Hans navn var Alvin, og han boede i Paris. Jeg prøvede at overtale vores far, men det gik ikke, han sagde bare, at det var for farligt og at hun ikke skulle dø i Paris uden ham og mor, jeg forstod godt hans bekymring, men hvis det her nu virkelig var hendes sidste ønske, hvorfor så ikke få det opfyldt.
Jeg brugte det meste af min tid ved hendes side, med min hånd i hendes, nogle gange snakkede vi og andre gange ikke. Snakkede vi, var det, ofte om at hun snart skulle dø og så græd vi for det meste også, og andre gange sad vi bare og grinede og snakkede om ligegyldige ting. De timer jeg har haft med min søster, den sidste tid, har være de bedste timer i mit liv. Jeg kommer aldrig til at glemme hendes lille uskyldige smil, der bredte sig på hendes hvide læber.
Det er gratis at oprette en konto