Frygten for at se sig selv i spejlet og opdage, at jeg er blevet ældre, bliver større dag for dag, måned for måned og år for år. Inderst inde ved jeg godt, at det kun går en vej. Det har jeg vidst længe. Allerede i en tidlig alder lærte jeg, at ingen mennesker har evigt liv - der er ingen undtagelser – vi skal alle herfra på et eller andet tidspunkt. Det skræmmer mig. At blive ældre bringer mig kun nærmere døden, derfor tænker jeg tit tilbage på de dage, som føltes endeløse, men egentlig ikke var det. Tværtimod.
Når jeg tænker, drømmer jeg mig tilbage til de dage, hvor jeg kunne flyve helt op og røre skyerne. Intet kunne bremse min gyngetur og forhindre mig i at få det vildeste sus af frihed i maven. Andre dage legede jeg prinsesse, Tarzan eller en helt anden. Jeg kunne være lige præcis, hvem jeg havde lyst til – kun fantasien satte grænser. Ingen retningslinjer eller facader, der skulle overholdes. Ingen der kiggede skævt til mig, hvis jeg trådte forkert. De var alle på min side – vi var alle ens. Vi var børn!
Når jeg i dag kigger tilbage på min barndom, føler jeg et tab. Jeg føler, at jeg mangler den, men jeg ved, at den stadig findes – den eksisterer et sted inden i mig – den har dannet mig og gjort mig til den pige, jeg nu engang er. Kun mine forældres opdragelse og indtryk fra hverdagen har haft indflydelse på, hvordan jeg har formet mig.
Det er gratis at oprette en konto