Et farvel der har sat sig spor

Farvel. Der er mange måder, former, samt faconer at sige farvel på, og ordet farvel har mange betydninger, men det er desværre ikke altid lige nemt og lige betydningsfuldt.

Jeg mødte min gamle veninde fra dengang jeg gik i 7 klasse. Vi stod og sludrede lidt om dagene fra dengang, men på et tidspunkt bliver man nødt til at stoppe samtalen og sige farvel. Og det gjorde vi også. Men det var ikke det farvel der vare evigt. Eller det kan man jo aldrig vide, men jeg sagde noget hen i retningen af ”vi ses, du må ha’ det godt” Det er nok et af de mest normale farvel man kan sige til hverdag, når man render ind i personer man kender. Men jeg har et farvel jeg aldrig vil glemme, et farvel der vil være i min hukommelse for evigt.

Det var midt i marts, og min mor havde fået konstateret kræft i hjernen. Lægerne havde fundet 3 svulster, og det var desværre noget de ikke kunne gøre noget ved. Det eneste der holdte hende i live var kemoterapien. Jeg var i uvished omkring hvor slemt kræften stod til. hun fortalte mig nemlig aldrig at det vat så slemt at hun kunne dø af det, det gjorde hun kun for at beskytte mig, og det er jeg hende evigt taknemmelig for, men samtidig også skuffet. For hver dag der gik, levede jeg mit liv som om der intet var galt, og hun levede sit som var det den sidste dag hun havde sammen med sin familie og venner. Hun nød hvert øjeblik med det hun beskæftigede sig med, brugte tiden fornuftigt, prøvede at gøre livet godt for os andre og tilfredsstille os andre, hun satte endda andres behov før sine egne. For hver dag der gik, blev det værre og værre, hun havde mindre energi og så mere og mere udmattet og død ud. Jeg begyndte at lægge mærke til det og spurgte ind til det, men så fortalte min mor bare en løgn om at det var kemoterapien der gjorde så hun blev træt, og det ikke var noget jeg skulle bekymre mig om.Så jeg levede stadig som mit liv det var. Vågnede op om morgen for at tage i skole, åbnede hoveddøren og råbte ’Farvel’ til min mor. Kom hjem råbte ’hej’ og gik ind på mit værelse, hvis jeg ikke var sammen med veninder som jeg tit sammen med veninderne, og ude at feste i weekenderne. Så indførte min mor en regel. En regel om at mig og hende skulle have mindst én aften om ugen sammen. Hvor det bare var mig og hende, ingen andre. Hvor vi skulle hygge os med noget god mad, en god film, tage i biografen eller lignende. Først protesterede jeg og syntes det var spild af min tid, når jeg kunne være sammen med veninderne, eller tage til fest. Men efter lidt tid vænnede jeg mig til ideen, og syntes det var en rigtig god ting at gøre, og jeg anbefalede det endda til mine veninder. Men den idé varede ikke længe.. for min mor fik det dårligere og dårligere. Det var fredag og vi havde aftalt at vi skulle på restaurant, men vi blev nødt til at droppe aftalen fordi min mor havde fået det så dårligt. Så vi blev hjemme og aftale at vi ville udskyde det til en anden dag. Lørdag formiddag tog jeg over til min veninde og der skulle jeg have været blevet til søndag fordi vi skulle til fest. Og hvem kunne vide det var der min mor ville gå bort? Ingen. Men det gjorde hun.Det viste sig at den fredag vi skulle have været ude at spise, skete der noget der senere hen af lørdagen udløste en blodprop i hjernen. Og lørdag aften dødede hun. det sidste hun fik sagt til mig var ”farvel min skat, pas nu godt på dig selv.” og jeg svarede tilbage ”Ja skal jeg nok mor, vi ses.”