Alle kender vel følelsen af at sige farvel til folk, sine bekendte, nærmeste og sine venner. Men hvad nu hvis det var det sidste farvel? Hvad nu hvis man ikke ser personen igen. Det ved man jo aldrig. En ting er sikkert, jeg glemmer aldrig mit sidste farvel til min morfar…
Min morfar og jeg, har altid være ubeskriveligt tætte, derfor gjorde det også ekstra ondt da han tog afsked og forlod denne verden. Det skete en helt almindelig Tirsdag, jeg var glad, havde lige været til fodbold og vidste at når jeg kom hjem stod der mad på bordet. Alt i alt, en dejlig dag indtil videre, af hvad jeg erindrer. Men så snart jeg åbnede døren indtil huset kunne jeg mærke luften, den var kold og trist. Stemningen var trykket, maden var ikke lavet i nu og da jeg højt råbte ”Hallo” fik jeg intet svar. Lidt efter kom min far ud i køkkenet, jeg kunne se der var noget galt, jeg husker sveden på hans pande og hans blodrøde øjne. Mindst 1000 tanker fløj igennem hovedet på mig. Han bedte mig om at komme ind i stuen, han satte sig i stolen og tog min hånd. På det tidspunkt var jeg ikke et sekundt i tvivl om hvad der var sket. Når han bedte mig komme ind i stuen og han satte sig i dén stol, og måden han tog min hånd på. Nogen var død… Andet tænkte jeg ikke. Men hvem? Jeg kan huske at jeg tænkte 100 personer igennem om hvem det kunne være, inden min far overhovedet nåede at sige et ord. Jeg erindrer at jeg også pludselig tænkte at det nok bare var mig, for ingen i familien havde da været ramt af sygdom lige for nylig. Så tænkte jeg på ulykker, det kunne være nogen var blevet kørt ned. Jeg tænkte og tænkte, kiggede op. Jeg kunne se på min far at det var nogen som stod ham nær. Jeg erindrer også at jeg pludselig hører et smæk med døren og et stort ”HVORFOR?” det var min storebror. Langsomt kan jeg se på min far, at han har svært ved at sige det. På dette tidspunkt tror jeg kun der er gået 10-20 sekunder, men det føltes som en evighed. Flere timer. Han stammer ordet ”morfar”. Det sortner, jeg synker ned på knæ og tårerne triller. Aldrig før havde jeg grædt så meget som jeg gjorde den dag. Pludselig går det op for mig at sidst jeg så ham, var vi uvenner. Jeg husker at jeg løb ind på værelset, begraver mig i min dyne. Min morfar var alkoholiker, en alkoholiker med det største hjerte. Som jeg husker ham var han jordens dejligste og rareste mand. Ingen kunne slå ham. Derfor fortryder jeg også inderligt de sidste ord til ham. ”Du drikker for meget!” og så havde jeg smækket med døren. Jeg græd endnu mere da jeg tænkte på hvor led jeg havde været imod ham. Og når jeg kom til at tænke på at jeg aldrig kom til at se ham igen, græd jeg endnu mere. Jeg husker hvordan jeg hadede mig selv, hvordan jeg var sur, ked af det og skuffet over mig selv på samme tid. Selv den dag i dag, hvor jeg skriver denne historie, for jeg tårer i øjnene. Jeg fortryder mine sidste ord. Jeg ærgrer mig selv den dag i dag. Hvorfor kunne jeg ikke bare smile, give ham et kram og sige farvel. Som jeg plejer at gøre, og som han altid blev så glad for. Flere gange har jeg hørt ham sige at de kram betød alt for ham. I dag siger jeg altid ordentligt farvel til folk, om det så er noget som jeg næsten ikke kender. Jeg tænker altid når jeg siger farvel til en, at det kunne være det var sidste gang vi sås.
Det er gratis at oprette en konto