Tanker om at sige farvel

Et farvel kan være meget svært. Men andre gange er det ikke så svært. Jeg siger aldrig farvel til mine venner og veninder efter jeg har været sammen med dem. Jeg siger kun: ”Vi ses”. Det tror jeg der er mange der har det som mig. Jeg tror man gør det fordi du ved du snart ser dem igen. Et farvel er mere noget du siger når der enten går meget lang tid før du ser vedkommende igen eller hvis du i værste fald slet ikke ser ved kommende igen. F.esk. hvis en slægtning eller ven er afgået ved døden, så siger man ikke lige: ”Vi ses snart igen”. Så siger man farvel. Sådan nogle sammenhænge er et farvel svære. Det samme hvis du sammen med en god ven først kan ses om rigtig lang tid. Det har jeg faktisk sjovt nok. Min veninde, der i starten af august rejste til New Zealand på high school. Hun holdte en afskedsfest for hendes nærmeste venner. Vi drak os hammer lamme i alkohol, og havde en rigtig sjov aften. Næste morgen skulle vi hjem og det var ikke spor sjovt, at vide at det nu var sidste chance for at sige farvel til hende, inden vi om 10 måneder igen kunne ses. Det var meget svært. Vi blev ved med at trække tiden så langt ud, fordi jeg tror vi frygtede et farvel. Til sidst, hvor min mor holde udenfor og vi skulle hentes, var der ingen anden udvej. Vi måtte sige farvel. Det var sindssygt svært. Det blev til et kram og så sagde vi til hinanden hvor meget vi ville komme til at savne hinanden og sådan. Hun fortalte mig at jeg er en god ven og jeg sagde ligeså også til hende at hun er en god veninde. Vi sagde ”Vi ses,” men i det øjeblik føltes det lidt som om vi aldrig ville se hinanden igen. Men vi lovede vist os selv det skulle vi. Vi lovede også hinanden at vi måtte holde kontakten. I dag er der jo også andre sociale netværker. Så Facebook og Skype bliver brugt mellem os nu. Jeg er lige ledes som hende hjemmefra. Hun er på high school i New Zealand. Jeg tænker tit at hun jo også bare må savne Danmark helt vildt. Det gør hun også. Det skriver hun i hvert fald hver gang vi skrives sammen. Jeg savner hende nu altid, så det er lidt hårdt at sige farvel. Ved alle jeg siger farvel til, altså venner og familie og sådan, bliver vores farvel også til et ”Vi ses”. Vi ved jo godt vi ses allerede næste weekend, så der er ikke grund til at gøre det værre end det er. Et farvel jeg også husker meget godt er dagen jeg rejste. Mor og lillesøster tog med mig til lufthavnen. Da vi skulle sige farvel var min mor meget anderledes end hun plejede at være. Hun græd ikke men jeg kunne se det i hendes blik. Hendes øjne var fugtige, meget fugtige og så så hun meget trist ud. Det var hårdt for hende at sende hendes datter hjemmefra et år. Jeg synes også det var hårdt, men jeg var ikke så ked som hende. Ligesom jeg kunne se i min mors øjne, hvordan hun havde det, så behøver man tit ikke sige mere end et farvel eller ”Vi ses”. Øjnene kan fortælle flere tusinde ting. Min mor er lige blevet skilt fra min far for et lille år siden, så jeg tror hun føler sig lidt alene, når jeg ikke er der. Jeg krammer hende bare og siger at det nok skal gå. Jeg tænker tit på de situationer når jeg ligger i sengen om aftenen og skal sove. Nogle afskeder husker man bare så godt! Der er jo både store og små afskeder. De små glemmer man hurtigt igen. Selvom jeg jo siger tit ”Vi ses” i stedet for farvel så siger jeg også farvel en gang i mellem. Min mor er fra Libanon, så halvdelen af min familie bor deroppe. Det er ikke særlig tit vi ses. Når vi så endelig ses og er sammen i et par uger, er det meget meget svært at sige farvel. Det er en lidt stor afsked. Der siger vi farvel til hinanden også selv om vi ved vi nok skal ses igen. Så det er lidt forskelligt hvad man siger, tror jeg. Nogle siger det ene mere end det andet. Der er mange forskellige afskeder i livet og mange forskellige måder at forholde sig til dem på. Mennesker er bare forskellige og sådan er det vist bare.