Det er tre år siden nu. Jeg var elleve år, men jeg husker det stadig tydeligt. Min blodige hånd, da jeg trak den væk fra min pande, sidder stadig, som trykket i min hukommelse.
Solen var høj. Himlen skyfri. Det eneste der kunne høres var bilens motor, og hundenes begejstrende små lyde. Jeg stak forsigtig min hånd ud af vinduet, og mærkede hvordan vinden nytteløst prøvede, at trække mig ud af bilen, og hvordan de små insekter hårdt ramte min hånd.
Det kildede i maven, da bilen tog et hårdt sving til højre, og drejede ned af en ujævn grusvej. Jeg trak min hånd ind i bilen igen, og stak denne gang hovedet ud af vinduet. Vinden tog kraftigt fat om mit hår.
Jeg kunne sløret se havets bølger, og hvordan mågerne sloges om at få den fisk, der var på vej op af vandet. Solen afspejlede sig perfekt, i toppen af det mørkeblå hav. Jeg gældte mig.
Hundens små begejstrede lyde, blev til store hidsige udråb, imens vi langsomt nærmede os stranden. Bilen stoppede brat. Nu var vi her. Jeg elskede stranden, og dets mage aktiviteter.
Vi var steget ud af bilen, og havde lukket hundene ud af bagagerummet, som straks var fløjet ned til vandets høje bølger. Jeg løb ned mod stranden, hvor de to danske svenske gårdhunde og labradoren løb lidt frem og tilbage, fra havets bølger. Det var som at de havde deres egen lille konkurrence kørende, om hvem der turde løbe længst ud. De kom aldrig særlig langt ud, fordi de nærmest var rædsels slagende, for at få våde potter.
Det er gratis at oprette en konto