En erindring

Lavet af Isabella Bülow Rønn 10E - Dansk Erindring af ‘‘Taberens søn’’

Ord kan ødelægge dig

Vi sad alle 3 ved det samme bord. Far, mor og jeg. Udenfor spejlede stjernerne sig i den hvide sne. Det store juletræ var lige blevet tændt. Det var smukt. Jeg kunne mærke den idylliske verden udenfor. Jeg ville opleve den. Men det blev ikke den aften. For der sad jeg. Ved det gamle knirkende spisebord i stuen, med min far og mor siddende overfor mig. Stemningen var ubehagelig. Vi diskuterede. Far brugte igen sit argument, om at han havde været byens bedste bokser. Han mente jeg skulle vise respekt. Jeg var ligeglad. Jeg var ikke stolt af ham. Han gjorde mig til grin i skolen. Folk kommenterede ham. Folk gjorde nar af mig. Mor havde også fortalt mig, at han alligevel ikke var noget stort. Han havde været en elendig bokser. Han vandt med held og folk grinede af ham. Hvad var der så at være stolt af? Jeg ville fortælle ham at jeg ikke var stolt. Jeg konfronterede ham med, hvad mor havde fortalt mig. Det skulle jeg ikke have gjort. Nu startede diskussionen for alvor. Det var ikke bare en lille diskussion. Det var grove ord. Grove ord, som han fortalte til mor. Jeg vidste ikke om jeg skulle blande mig. For var det min pligt at stoppe dem? Jeg var jo barnet. Det var dem der var de voksende. Men de roller holdte aldrig hjemme hos os. Jeg blandede mig ikke. Jeg sad helt stille. Mine øjne fulgte far og mor. Fars tone var grov. Jeg kunne mærke at den her diskussion virkelig plagede ham. Han kunne ikke styre sig længere. Han fortalte mor hvor håbløs hun var, da de mødtes. Han sagde han kun havde valgt hende, af barmhjertighed. Jeg kunne se den våde glans i mors øjne. Hun var ked af det. Hun sagde dog ingenting. Jeg forstod hende ikke, hvorfor sagde hun ikke fra? Var det fordi hun var bange, eller ville hun bare lade det hele ligge. Måske var det julen, som var i bagtankerne. Hun prøvede nemlig altid at gøre tingene godt. Den tomme tavshed holdte dog ikke længe. Vreden og sørgmodigheden kom nu frem i mor. Hun fortalte far, at der nok var en grund til at jeg blev kaldt ‘‘Taberens søn.’’ Taberens søn, var de eneste to ord jeg hørte. Og jeg hørte dem gentagende gange oppe i mit hoved. Jeg bemærkede ikke resten af deres diskussion. Jeg sad bare. Mine hænder blev fugtige. Jeg begyndte at svede. Det var væmmeligt. Var jeg virkelig taberens søn? Var det, det som folk kendte mig for? Jeg havde en ubehagelig følelse i kroppen. Jeg følte sorg. Jeg var ked af det. Jeg havde aller mest lyst til at gå min vej. Ikke ind på værelset, men væk. Jeg ville ud. Ud til den verden jeg var lukket ude fra der. Jeg gik ikke. Jeg blev siddende, men kun på grund af skik. Det var jeg opdraget til. Men burde far og mor ikke have sendt mig væk fra bordet? Sendt mig ind på mit værelse? Ville de virkelig have jeg skulle høre disse ting? Jeg bemærkede nu at far ikke sad ved bordet længere. Han stod på altanen. Jeg kunne kun skimte hans skikkelse. Det var mørkt udenfor. Hans vrede var kamret over. Når far virkelig var vred, havde han brug for luft. Han skulle være sig selv. Det nok en af de ting jeg har arvet. Jeg havde også brug for at være mig selv, under sådanne situationer. Far kom ind igen. Han smilede skævt til både mor og jeg. Jeg kiggede bare på ham. Jeg vidste ikke hvordan jeg skulle reagere. Han sagde han ville gå med mig i skole. Jeg var følelsesløs det øjeblik. Jeg vidste ikke hvad jeg skulle sige. Skulle jeg være ærlig og sige nej tak, da jeg jo ikke ønskede det. Eller skulle jeg sige ja, på grund af ham? Jeg følte pludselig et stort pres. Et dilemma som jeg ikke kunne komme ud af. Jeg valgte ikke at sige noget til det. Jeg kiggede bare på ham og efterlod et lille smil på læben. Jeg ville egentlig ikke have det og jeg forstod ikke hvad hans mening med det var. Kunne han ikke bare blive hjemme og lade mig være i fred? Der gik mange år før jeg forstod hvad hans