Erindring - Mormors stue

Et af de steder jeg husker tydeligt fra min barndom, er dit hus. Væggene var hvide, og de var aldrig forsømmede eller forfaldne. Du holdt liv i de gamle vægge ligesom alt andet. Der var styr på tingene. Du var en ældre, men en bestemt kvinde. Altid når vi kom indenfor, blev vi ramt af den lidt jordagtige lugt af gamle bøger. Du fandt meget glæde i dem. Jeg husker?, at duften af nybagte småkager altid ramte mine næsebor, og mine tænder uvilkårligt løb i vand. Din stue er det, jeg husker allerbedst. Jeg husker reolerne på den højre side, og den bagerste væg?, der var helt fyldt op med billeder af den kæmpestore familie, du havde skabt og kastet al din kærlighed på. Jeg husker det ældgamle fjernsyn, som der brummede, og altid var du på dr1, men aldrig så du det. Det var for, at der var noget baggrundslyd, så stilheden ikke var så uudholdelig. Det sagde du til mig. jeg husker, at jeg altid satte mig i den sorte stol og trak mine ben ind under mig og bare nød den stemning, rummet var fuldt af. Jeg husker, du altid kom med vingummier til os. De lå i underkopperne. Det var de hårde af slagsen. Altid. Du kaldte dem engelske vingummier. Jeg fandt aldrig ud af, om det var noget, du havde fundet på, eller om det var, hvad de hed. Det store bornholmer ur, der var nede bagerst i stuen, rungede altid, når klokken slog hel. En behagelig lyd. En lyd der gjorde, man gerne ville sidde 15 minutter i sofaen, bare for at man kunne være derinde, når det første slag lød. Det var en betryggende lyd. Jeg kan huske, at vi altid om aftenen satte os ud i den lille udestue. Den var ikke noget særlig, og alligevel var den noget særligt. Et eller andet var der over den. Lugten af muld fra potteplanterne i vindueskarmen, lyden af vinden, der ruskede i træerne, og den lidt fugtige ikke ubehageligt koldt. Bare køligt. Behageligt. Når vi som børn havde leget rundt i oldemors have, der ikke bare var en have, men en farlig jungle, eller et piratskib der sejlede på havene, var det altid udestuen, vi satte os ind i, når vi kom ind. Det var noget særligt. Vi sad så derude i timevis, og bare nød det. Atmosfæren. Helheden. Det hele spillede sammen til noget helt særligt. Vi var ikke i tvivl om, at det var dit hjem. Og ingen andres. Ingen kunne tage det fra dig. Og så alligevel. For når du ikke er der, er det ikke den samme stue. Det er ikke den stue, som man bliver glad i låget af at komme ind i. atmosfære?,?der var i udestuen, efter du havde vandet blomsterne. Der var altid koldt, men