Vinden var kraftig, og den fik hendes turkisblå nederdel til at flagre vildt til siderne. Hendes lysebrune hår var strøget fint tilbage og sat op i en knold, men blæsten fik det til at falde sammen. Det våde grålige sand gjorde hendes bare fødder kolde, og de mistede næsten farven. Hun holdt sine hvide ballerinasko i hånden, hun ville ikke have dem på nu. Hun hadede at få sand i skoene. Michelle havde også altid bare fødder. Hun huskede hvordan de løb sammen, hånd i hånd over det bløde varme sand, med håret hængende løst og et smil på læben, mens solen varmede deres bare skuldre. Nu var alting mørkt og koldt. Sandet var koldt, vandet var koldt og solens stråler kunne ikke skinne igennem de tykke skyer. Vinden var isnende kold og fik hårene på armene til at rejse sig. Hun huskede hvordan de løb om kap på stranden og undersøgte små vandhuller for vandbiller og farlige væsener. Hun huskede, hvordan hun sad med hende på skødet og fortalte de dejligste eventyr om prinser og prinsesser. Til tider blev historierne om farlige havuhyrer, hekse og trolde, men på trods af Michelles kun 5 år blev hun aldrig skræmt. Hun var den modigste lille pige, som hun havde kendt, og hun elskede hende meget højt. Tankerne fløj tilbage til virkeligheden, hun begyndte stille at græde. Det føltes som om hendes tårer stivnede til is på de røde kinder. Det var bidende koldt, og hun kunne mærke kulden i hendes krop. Hun dumpede langsomt ned i sandet. Det var Michelles fødselsdag. Hun havde købt hende en fin dukke og svøbt den ind i et lilla håndklæde. Hun vidste godt, at Michelle ikke ville få nytte af dukken, men hun havde købt den alligevel. Hun knugede den ind til sin krop, og prøvede at få varmen, men det var umuligt. Der var ikke mere varme og glæde tilbage i hendes liv, ingen varme dejlige tanker. Kun sørgelige uudholdelige tanker. Uden Michelle var ingenting godt, og slet ikke når det hele var hendes skyld, og kun hende skyld. Hun havde fået tydelig besked på at passe godt på hende, men hun brød sit løfte. Hun drømte om det hver nat, hver time, hvert minut. Skyldfølelsen og den dårlige samvittighed var umulig at slippe af med. Hun krøb sammen og stirrede ud over havets sorte overflade, på de kolde grå sten og den grønne tang som flød i vandkanten. Hun lænede sig op af den store kølige sten ved hendes side, hun lukkede øjnene og faldt i søvn.
Det er gratis at oprette en konto