Historisme er en videnskabsteoretisk tradition, som var yderst populær i 1800-tallet. (Collin, Køppe, 2014: 267) Denne tradition blev betegnet som en ny tænkemåde, da verdenen begynder, at blive opfattet som en evolutionærproces. (Ibid: 267) Det vil sige, at verdenen udvikler sig i en svingende proces og at den ikke er bundet til lovmæssigheder. (Ibid: 267) På den måde skiller historisme traditionen sig ud fra naturvidenskaben. Naturvidenskab kan leve op det positivistisk videnskabsideal, da naturen kan måles med teorier, da det er bundet til lovmæssigheder. (Ibid: 278) Hvorimod, historieforskere fortolker samfund, hændelser og personer i deres historiske kontekst. Det vil sige, at der bliver kigget på elementer som tid og kulturer, og hvordan de påvirker hændelser og individerne. (Ibid: 278) (Den Store Danske: Historisme) Hvilket er en meget relativistisk synspunkt, altså, at det skal sættes i kontekst før at vi får en forståelse. (Ibid: relativisme)
En objektiv opfattelse af historie, er nøglen til en korrekt forståelse af hændelser. Uden dette objektive syn er der risiko for, at fortolke på en anakronistisk måde. Det vil sige, at historiske begivenheder eller personer bliver sat i en forkert tid eller kontekst. (Collin, Køppe, 2014: 276) Den anakronistiske tidsramme er ikke måden historieforskere arbejder på. Forskerne kigger på begivenheder kronologisk orden. ”Alle begivenheder og forhold skulle forstås som led i et historisk forløb. ” (Ibid: 267) Det vil sige, at historiske begivenheder bliver sat i en korrekt tidsramme. (Ibid: 276-277) Ifølge filosoffen George Lukács, er historisme grunden til den subjektivistiske og irrationelle tankegang, hvor forskeren ikke ’opløser sit eget selv’ som Ranke befaler, hvilket kunne havde ledet til nazi-Tyskland. (Ibid: 282 og 277)
Det er gratis at oprette en konto