I en by hørte man pludselig en dag lyden af en klokke. Det var som om den kom dybt inde fra skoven. Mange blev nysgerrige og ville undersøge, hvor den dejlige klang kom fra. Rige kørte, fattige gik, alle draget af klokkelyden, men ingen kunne finde, hvor lyden kom fra. Nogle troede, at det var en ugle, der slog hovedet ind i et hult træ, mens andre slet ikke troede på, at klokken fandtes i virkeligheden. En dag besluttede nogle konfirmander at gå ud for at lede efter klokken. De fortsatte længere og længere ind i skoven, hvor de langsomt blev færre og færre. Nogle blev trætte og vendte hjem, nogle fandt noget andet, de hellere ville. De få der stadig var med nåede til et hus med en lille klokke på. Alle var enige om, at det måtte være klokken, som de havde hørt. Alle undtagen én, nemlig kongesønnen, som fortsatte videre alene. Han stødte på en fattig dreng, men de var uenige om, hvor lyden kom fra, så de gik hver sin vej. Begge var fast besluttet på at finde frem til lyden. Da solen var ved at gå ned, nåede kongesønnen til et idyllisk, smukt sted i skoven, men var bange for, at han ikke kunne finde frem til lyden, før natten kom. Han kravlede op ad en bakke, så han i det mindste kunne nyde den røde solnedgang over havet, og her så han at hele naturen var ligesom en hellig kirke af træer, skyer, græs, blomster og til sidst hele himlen som en kuppel. Det lød som om havet og skoven sang. Fra den modsatte side kom den fattige dreng, og sammen, hånd-i-hånd, nød de det pragtfulde syn.
Det er gratis at oprette en konto