Jeg mener, at turen til Tjekkiet har styrket ikke bare klassens, men hele årgangens sammenhold og vores syn på hinanden. Personligt har jeg fået snakket med mange søde og betænksomme personer, hvilket jeg ikke troede de var, indtil jeg lærte dem at kende.
Noget af det jeg finder interessant ved Tjekkiet, er deres sære ritualer til f.eks. bryllupper, hvor de som regel starter med suppe. De binder deres hænder sammen og skal så forsøge at spise kun med én ske og én tallerken! Under festen skal man også smadre en tallerken, hvorefter brud og brudgom i fællesskab fejer skårene op. Noget andet der også er meget anderledes er i medierne, hvor man ved udenlandske programmer får læst teksten op. I Danmark kender vi det jo bare som danske undertekster, og så er det for det meste originalsproget der tales.
Ved selve turen er der også mange punkter, der har gjort indtryk på mig. Folk i Tjekkiet virker meget glade og taknemmelige for deres smukke natur og store bjerge, meget mere end vi er for vores danske natur. Vi tog liften op til toppen af et bjerg, og udsigten var noget af det flotteste, jeg i mit liv har set. Ligeledes var mountain biking virkelig fantastisk at prøve i Tjekkiet. Terrænet gør det hele meget bedre, og derfor så vi også mange motionister der prøvede kræfter med de hårde bakker. Tjekkiet virker også som et land, der virkelig forstår at udnytte de muligheder der er i naturen for de actionlystne turister. Tjekkerne har lavet en masse seværdigheder og aktive forlystelser, som man kan afprøve. Noget af det allerbedste ved turen var klatreparken, der gik op til godt og vel 10 – 15 meters højde. Grunden herfor var, at man skulle forsøge at overvinde sin frygt for højder, hvilket jeg personligt ikke er så forfærdeligt vild. Det skyldes også det faktum, at for at kunne klatre skulle man samarbejde 3 mand sammen og hele tiden snakke til hinanden, hvilket virkelig har skubbet mit venskab med f.eks. [NAVN A] i en positiv retning. Vi var oppe i godt 10 meters højde. Vi var virkelig bange og man skal prøve det, før man kan mærke hvor vildt, det er. Nogle tror det bare er en såkaldt ’walkover’, altså noget nemt man bare lige gør, men der er jeg dybt uenig. Kasper og jeg skulle gå på en metalwire hver, og så kun holde fast i hinandens hænder, og så gå et par meter med siden til. Man glemmer helt, at man er spændt op og at der er sikkerhed på, for det adrenalinkick man fik var så sindssygt og man tror virkelig på, at man er ved at falde ned!
Det er gratis at oprette en konto