Jeg ser de sidste forældre forlade lufthavnen, efter at de har givet lange kram og knus, som om de aldrig skulle se deres børn igen, og vender mig om mod resten af klassen. ”Er vi her alle sammen, stå lige stille og ti nu stille”, hører jeg mine to gymnasielærer kalde i munden på hinanden, men det er svært at skulle stå og tie stille på samme tid, når mine klassekammerater og jeg vidste, hvad der ventede forude. Mens jeg står i mine egne tanker strejfer den kommentaren mig hurtigt, som jeg læste kort før vi tog af sted, men inden jeg når at drømme videre om den italienske madkultur, som kommentaren så perfekt beskrev, mærker jeg en hånd klemme om min arm. Det var Marie, som stod og hoppede op og ned her klokken seks om morgenen, som en åndssvag abekat, men nå ja, det var jo hendes første flyvetur. Hun var ikke den eneste også jeg kunne mærke både glæden, nervøsiteten og dybere nede også trætheden, for det var ikke mere end 1 time siden jeg havde stået og sagt farvel til en mor med søvn i øjnene og en hæs stemme. Følelsen af alt dette fik mig til at trække på smilebåndet, og før jeg så mig om, var vi på vej mod det italienske.
Det er gratis at oprette en konto