'De snakker om dig'

… ”Mads kom hen til mig i går,” siger hun, mens hun tegner et usynligt mønster på jorden med spidsen af sin sko. ”Han spurgte, om det passede”. Folk var nok begyndt at skabe rygter om det nu. Kunne vi stadig komme uden om at forklare noget som helst? Eller blev vi nødt til at fortælle det nu? Daniel var vant til, at der var mange rygter om ham på skolen. At han røg hash hver dag, og sådan noget, men han var kongen i at ignorere det. Han havde boet på døgninstitution før han kom ud og boede hos hans plejefamilie for fire år siden og begyndte på vores skole. Oveni det er Daniel også tyrker. Han havde ikke den bedste baggrund i forhold til at bo i vores by. Folk er så snæversynede her. Det var tit Daniel der fik skylden, også for ting han slet ikke havde noget at gøre med. Det var synd for ham, men sådan havde det været fra starten. Jeg tror også det er fordi, at der ikke er andre end mig og hans plejefamilie der virkelig kender ham. Julie kender ham også, men ikke lige så godt som mig. Mig og Daniel er jo bedste venner. Det blev vi næsten med det samme han kom ind i klassen. Vi fungerede bare så godt sammen og for mig var hans baggrund lige meget. Men Julie er min kæreste og derfor kender hun ham bedre end de andre i byen. Vi var meget sammen, alle tre, mig, Julie og Daniel. I starten havde det været svært. Hun kunne heller ikke respektere og acceptere ham lige så godt, som hun kunne med alle andre mennesker. "Hallo [NAVN A]?" sagde hun lige pludselig. Jeg var faldet i staver midt i skolegården. Jeg ville ikke have bemærket hundrede flyvende grise der fløj lige forbi mig. Min smøg var brændt helt ned til filteret, der nu var helte blødt. Jeg tænkte på så mange andre ting. Jeg havde ikke lyst til at fortælle folk om, hvad der var sket i tirsdags. Daniel var en fin fyr. Hvorfor kunne folk ikke bare lade os være? "Jeg er ked af, at de snakker om jer. Jeg har ikke fortalt nogen noget, det lover jeg! Jeg fortalte heller ikke noget til Mads da han spurgte. Vil I fortælle det?" fortsatte hun. Mads var en af de åndssvage drenge, han skulle altid blande sig og behandle Daniel som en dum hund. Jeg hadede Mads. Jeg havde hadet ham siden den dag, hvor han fortalte folk, at Daniels forældre var solgt til slavehandel og derfor havde han boet på institutionen. Åndssvagt. "Jeg ved det ikke, det er svært. Det er Daniels beslutning, det handler jo om hans liv." svarede jeg endelig. Julie rejst sig, gav mig et kys og sagde "Kom [NAVN A], vi skal til dansk nu." Hun kaldte mig [NAVN A], det gør hun kun når det er alvorligt. Det var også alvorligt. Æv for en [NAVN A]-situation. Bare det havde været en Simo-dag. Jeg kunne ikke koncentrere mig i timen, jeg kunne ikke tænke på andet end hvor dum og åndssvag, jeg synes Mads var. Det var sikkert ham, der havde startet rygter. Bare fordi mig og Daniel ikke havde været der én dag i sidste uge. Klausen stod ved tavlen og fortalte om komma-regler. Jeg ved ikke om nogen hørte efter den time. Vi havde så tit hørt om komma-regler før. Desværre var det en af de ting jeg ikke havde styr på i dansk. Men jeg kunne ikke koncentrere mig, jeg kiggede rundt på de andre elever i klassen og på alt det vi havde fået hængt op. Vi havde efterhånden også haft klassen længe, siden femte, tror jeg. Fem år, vi var jo tiende klasse nu. Jeg kiggede mest på Julie og Daniel, de to var nu også dem jeg bedst kunne lide i klassen. Mig og Julie havde været kærester længe nu, et halvandet år. Der er intet bedre end hendes smil på en varm, dag når hun har fået røde kinder. Når hun smiler over til mig og hendes smilehuller rigtig kommer frem, så kan det kun blive en rigtig god dag. Lige pludselig blev mit blik draget over til vores skema og ordet 'tirsdag' sprang lige i hovedet på mig. Ordet 'tirsdag' dansede en ondskabsfuld dans rundt i hele klassen. Hvert bogstav blev forandret til en lille djævel, der kunne hver sin dumme del af, hvad der var sket. Tirsdag, tirsdag, tirsdag. Åh! Jeg ville bare glemme tirsdag. Dumme tirsdag. Klausen afbrød min tankestrøm. "[NAVN A], klassens mester. Dog er du hævet over alle her i klassen, men vil du være sød at svare på det samme spørgsmål, som alle de andre undermålere har svaret på?" Lige da han havde afsluttet hans sætning, ringede den store klokke på torvet timen af. Reddet af klokken! Heldigvis. Hvad havde de andre mon svaret på? Jeg ville ud af det indelukkede klasseværelse nu, det hørmede af dårlig stemning, sure leverpostejmadder og Klausens ånde der lugtede af makrel og kaffe. Jeg havde ikke lyst til hverken at snakke med Julie eller Daniel. Jeg ville bare hjem til mig selv, hjem i min seng. Alene. Det havde jeg aldrig lyst til, kun når jeg havde dårlige dage. Men selv på dårlige dage kunne Julie og Daniel sammen vende min dag. Ikke i dag, i dag ville jeg bare alene hjem. Jeg var bange for, hvad Daniel ville svare når jeg skulle fortælle ham det. Jeg var bange for, at han ville blive sur og tro, at jeg havde fortalt det til nogen. Vi havde aftalt, at det kun var ham og mig der måtte vide det. Men selvfølgelig var jeg kommet til at fortælle det til Julie. Nu vidste jeg ikke, om det var hende der havde sladret til Mads og de andre. Det kunne jeg ikke tro. Hun sladrer aldrig. Jeg ville i hvert fald ikke fortælle Daniel, at hun vidste det. Så ville han måske også blive sur på hende. Sikke et rod