I ”Grønt lys” fra novellesamlingen Dengang med hunden (2005) skildrer Pia Juul en mand, hvis gåtur gennem byen forandrer sig til en kaotisk og oprivende oplevelse som følge af et møde med en løbetrænende kvinde. Ved nærlæsning af teksten fremkommer det, hvor splittet et individ hovedpersonen egentlig er, og det antydes, at han bærer på en hemmelighed, der har potentiale til at knuse hans i forvejen beskadigede forhold til sin familie.
Kompositorisk kan man i ”Grønt lys” tale om en indledning, midte og en slutning. Første del, nemlig mødet med ”Una”, bygger med sin stigende intensitet op til højdepunktet: den akkurat afværgede trafikulykke. Som afslutning sidder hovedpersonen på en café og reflekterer over det, der er sket, nu med en øget bevidsthed om sine problemer. Således er kompositionen og handlingen typisk for novellegenren, idet den skildrer en begivenhedsrig hændelse, der resulterer i en ændring i hovedpersonens liv.
Novellen opererer med en homodiegetisk fortæller. En konsekvens af dette er en farvet synsvinkel. Alle de beskrevne oplevelser er subjektive, da de opleves gennem jegfortællerens sanseapparat. Som følge af dette, vil der altid være et element af upålidelighed i fortællingen. Ved tekstens begyndelse fremhæver protagonisten endda dette, da han beretter om samtalen med sin søn (”Jeg kan ikke huske, hvad han mere talte om” (s. 73, ll. 7-8)). Der vil senere i analysen optræde mere specifikke redegørelser for de forskellige former for upålidelighed, der forekommer i novellen, og denne fremstilling vil tage afsæt i et uddrag af James Phelan og Mary P. Martins ”Weymouths’ lektioner: homodiegesis, upålidelighed, etik og resten af dagen” fra 1999.
Det er gratis at oprette en konto