Analyse af Pia Juuls novelle 'Alle kan ro'

En 19 års fødselsdag i robåde med gamle tanter og onkler, en splinterny studenterhue, et kollegieværelse i Århus, starten på et nyt liv og en død dame i togkupeen. Dette er alt sammen ingredienser i Pia Juuls novelle ”Alle kan ro” (Politikens magasin, 2008), som handler om en 19-årig studine, der nu næsten er klar til at flyve fra reden, og stå på egne ben.

Novellen starter ”In Medias Res”, altså vi bliver kastet lige inde i novellens handling. Vi befinder os på en sø i nogle robåd med jeg-fortælleren/studinen samt noget af hendes familie, der alle er samlet for at fejre hendes 19 års fødselsdag. Et stort samtaleemne i robådene er, at jeg-fortælleren ikke kan ro. Jeg-fortælleren er tydeligvis meget flov over, at hun ikke kan dette, og det er noget, hun tænker over mange gange novellen igennem. Men spørgsmålet er, om jeg-fortælleren nogensinde har prøvet at ro? Da hun endelig prøver, mislykkes det, men at prøve en gang er da absolut ikke nok, alle er nødt til at prøve tingene mere end en gang for at kunne blive mester.

Der er ingen tvivl om, at hvis jeg-fortællerens overbeskyttende og dominerende mor havde siddet i robåden, havde hun roet for hende. ”Jeg kan ikke ro” ”alle kan ro” – dette er de to første sætninger i novellen, hurtigt ser man en sammenhæng mellem det at ro og klare sig selv. Jeg-fortælleren har en ekstrem overbeskyttende og dominerende mor, hun har aldrig selv fået lov til at bestemme noget, det har altid været hendes mor, der har taget styringen. ”Vi havde mødt nogle af dem fra de andre værelser, men jeg havde kun mumlet hej, min mor havde talt med dem, og eftersom jeg havde stået lige ved siden af og lyttet, vidste jeg nu både, hvad de hed, hvad de studerede, og hvor de kom fra. I et par tilfælde også hvad deres forældre lavede. De vidste kun det om mig, som min mor havde fortalt dem.” Her beskriver jeg-fortælleren, hvordan hendes mor har det med at tage over for hende, og sætte hende i baggrunden. Dette, tror jeg, har medført, at jeg-fortælleren har svært ved at tro på sig selv, hun har formodentligt aldrig prøvet noget uden, hendes mor har haft en finger med i spillet. Derfor tvivler jeg-fortælleren på, om hun virkelig kan ro/klare sig selv, når hun nu skal flytte hjemmefra den følgende dag. Men ”alle kan ro”, siger familiemedlemmet Kisse, altså alle kan lære at stå på egne ben, ”det er teknikken, det kommer an på”, det er vores erfaringer, det kommer an på, men erfaringer i livet har jeg-fortælleren ingen af, for som tidligere nævnt er det hendes mor, der har ”levet” hendes liv.Det er tydeligt, at jeg-fortælleren er i en identitetskrise, og har svært ved at finde sin egen plads i livet.” Jeg elskede at være sammen med dem, så man skal ikke have ondt af mig, fordi min fødselsdag var fuld af gamle damer. Men jeg længtes bort, og bort skulle jeg allerede næste dag”. Dette er et eksempel på, hvordan jeg-fortælleren modsiger sig selv. Hun elsker sin familie, men længes bort efter det, hun hele tiden omtaler som sit nye liv, og det at kunne se lyset forude. Hun får sin rejse til Århus til at lyde som en befrielse eller lettelse, præcis som nogle mennesker ser døden, men alligevel er hun skrækslagen ved tanken om at skulle være alene.”Men jeg var flov over, at det var her, jeg følte mig hjemme, i båden med Kisse og Knik og Siri” - ”En robåd på søen med fire unge hvinende mennesker gled forbi, pludselig flov over min redningsvest og selskabet, vi sad og sang.” – Jeg-fortælleren er fuld af modstridende følelser, hun fortæller, hvordan hun elsker sin familie, og understreger, at vi ikke skal have ondt af hende, hun er bestemt ikke flov over dem, men alligevel sidder hun og gemmer sig, når de fire unge mennesker kommer forbi. Hun er flov over, at hun føler sig hjemme, der hvor der er nogle, der tager sig af hende, når hun gerne vil kunne tage sig af sig selv. Jeg fortælleren er dog ikke den eneste i novellen, der befinder sig i en identitetskrise, moren gør det også i den grad. Hun har levet sin datters liv, og nu hvor hun flytter hjemmefra, skal hun finde noget andet at kaste sin kærlighed på. Hun har tydeligvis vanskeligt ved at påtage sig mor-rollen, hun vil hellere være veninde. Hun er et ”facade menneske”, som går ekstremt meget op i, hvad andre folk tænker og mener om hende, derfor tog hun eksempelvis sin datter med i teateret, da hun var lille, ikke fordi det sagde dem noget, men fordi det ”så godt ud”. Det er jo helle ikke for sjov, at hun vil have, at hendes datter skal være farmaceut, det ser også ”godt ud”, og det tjener man også helt fint på. Hele novellen er fortalt af studinen, altså har vi at gøre med en jeg-fortæller. Jeg-fortælleren er svær at finde rundt i, da hun lyver overfor sig selv, og modsiger sig selv en del. Kompositionen er lineær og følger tiden, men med både flash backs og flash forwards. Jeg-fortælleren fortæller dog hele ”nutiden” i datid, så vi får en følelse af, at det hele er et stort flash back. Teksten rummer en masse tillægsord, så vi som læser hurtigt danner os billeder i hovedet af, hvordan omgivelserne ser ud. Der bliver brugt en del talesprog, og mange af sætningerne har ledsætnings bagvægt, på den måde kan vi rigtig ”føle” talesproget. Pia Juuls noveller har det med at virke uinteressante og kedelige, men hvis man åbner øjnene og følger de spor, der bliver givet, finder man ud af, at teksten er super fantastisk og ekstrem velovervejet. Det, at jeg-fortælleren er en ung studine, der nu skal flytte hjemmefra, fanger nok den unge læser, som hurtigt kan sætte sig i hendes sted og forstå hendes tanker og problemer. Pia Juul er god til at plotte, vi starter som sagt ”In Medias Res”, hvilket bevirker, at man som læser bliver fanget fra starten. Det, at jeg-fortælleren ikke kan ro, bliver gentaget mange gange, og det gør også at man bliver interesseret og tænker over, hvad det egentlige problem for jeg-fortælleren er, derfor læser man hele novellen for at finde et svar, men novellen slutter åbent, og vi er selv nødt til at tænke nærmere over slutningen.