Jeg har læst nogle forskellige artikler – nogle faglige og andre fortalt af de personer, der mærker ensomheden på egen krop.
Ensomhed er en svær ting at definere, men den er bestemt ikke rar, når den rammer en selv. Den kan ramme en enkelte dage eller tidspunkter som en bombe, der rammer hårdt og hurtigt eller som en snigende, bedøvende gas, der ikke kan ses. Gassen er som regel det værste. For den kommer over længere tid, man kan sjældent mærke det, før det har sat sig, og man bliver så træt, at man bare ikke tror på, man kan komme ud af det igen.
Det prøvede jeg selv, da jeg kom op i omkring femte klasse, hvor jeg tog lidt for meget på, min selvtillid faldt, og jeg turde ikke tage kontakt med andre mennesker. En tung, mørk rustning havde sat sig op omkring mig, og der kunne ikke trænge noget ind, eller noget ud. Det var et stort problem for mig, for jeg kan godt lide at være med mange personer. Jeg blev træt i skolen, og jeg orkede ikke noget. Jeg følte mig udenfor og blev et nemt offer for nogle af de seje drenge i klassen, der var glade for at lave sjov på andres bekostning - min bekostning! Som pileregn fra en skyfri himmel regnede vittighederne ned over mig.
Det er gratis at oprette en konto