Novelle Bruddet

Vågner op  Tager i skole  Sammen med en veninde  Togstationen  Bruddet  Forvirret  

  Bruddet 

  Jeg vågner op, det er en fredag, endnu en lys dag kommer i møde. Jeg stiger ud af sengen,  ser mig selv i spejlet og smiler. Jeg går ud på toilet som det første, det gør jeg hver morgen.  Jeg tager tøj og makeup på. Jeg kan mærke, det bliver endnu en god dag, og flere gange  siger jeg til mig selv, at jeg er den heldigste pige på Jorden. Jeg spiser morgenmad med min  familie, det er noget, vi gør hver dag, det er altid hyggeligt, så kan man også få snakket om,  hvad der skal ske i løbet af dagen. Jeg fortæller, at min kæreste Christian kommer og sover,  det er de efterhånden vant til. Jeg pakker mine ting og er klar til at cykle i skole. Endnu en  helt almindelig god morgen.     Jeg cykler i skole, og det er meget rart, når man har sin veninde ved siden. Jeg henter  hende hver morgen, og som altid er hun lidt sent på den, men det ender altid ud i et godt  grin. Skolen går som den plejer, og jeg tænker næsten kun på at se Christian.     Efter skole cykler jeg glad hjem til min veninde. Jeg nyder virkelig hendes selskab, og derfor  går tiden rigtig hurtig. Min mor henter os, for at tage os med ned i byen. Jeg har nemlig lovet  hende at hjælpe med nogle gaver. Derefter går vi ned og bestiller min nye iPhone 6s.     Klokken bliver 16:35 og jeg skal hente min kæreste ved toget. Jeg cykler op for at hente  ham. Jeg har ikke set ham i en uge, så det er virkelig dejligt at se ham igen. Vi smiler og er  glade. Alt er som, det plejer at være. Vi cykler hjem til mig. Jeg er så dum, at jeg har glemt  min nøgle, så vi må vente til min mor kommer hjem igen. Da hun endelig kommer, går vi så  ind. Alt er normalt, vi lægger os i sengen, ser tv, snakker, kysser. Det er hovedsageligt vores  “rutine”, og der sker ikke rigtigt andet.      Det bliver aftensmadstid, endelig. Vi kører ned i byen for at hente en kinabox, det er mad, vi  begge elsker. Da vi så endelig får vores mad, er det bare hurtigt hjem og spise, jeg er nemlig  sulten. Vi er hurtigt hjemme igen, og med det samme propper jeg maden i mig. Det er dejligt,  jeg kigger flere gange over på ham, ser hans dejlige smil, og det smukke ansigt. Jeg kan  ikke lade vær med at smile.     Vi sætter maden fra os, og så går det ellers løs. Vi skændtes. Vi bliver uvenner over, at vi  ikke ved, hvad vi skal lave. Vi skændes ofte, men jeg tænker ikke så meget over det.  Christian begynder så at sige, at jeg skal komme hen til ham, og i et kort sekund står mit  hjerte stille. Han spørger mig så ‘’er du sikker på, det skal være os to’’. Med det samme  bryder jeg ud i et “selvfølgelig skal det det”. Hans ansigt er tomt, jeg kan ikke læse ham. Ikke