JEG FORESTILLER MIG, at jeg flyver ind over Grønland, så kælver isbjergene hvidt. Kraftige stykker af is styrter i havet, fryser et splitsekund; et brag så øresønderrivende, at jeg også stivner: et sekund, et minut – længere.
Ruden på det runde vindue er kold. Uden for skygger flyets vinge for et stykke af udsigten af det Danmark, der hele tiden bliver mindre. Som en barndomsskov, man husker som endeløs, men som senere viste sig bare at være en samling træer, en lille lund.
Markerne bliver til skyer – på et tidspunkt – puder og dun, der dækker mit synsfelt og hele vinduet: så er vi igennem skydækket, vattet forsvinder under os, himlen er klar igen, og endnu en gang undrer jeg mig over, at jeg er her. At det er muligt.
I luften, i flyet, på vej.
Jeg er en fugl, en halvstor unge, faldet ud af reden: alene.
Det er dét ord, der pulserer i min krop, dét ord, der får mine arme til at spredes og afgive sved, ganske let. Det ord, og så dig.
Det er måske ikke så svært: At gå ud af flyet. Sige farvel til stewardessen. Gå ned ad en korridor, ud i ankomsthallen, og så dig.
Det er gratis at oprette en konto