JEG FORSTILLER MIG, at når jeg flyver ind over Grønland, så kvæler isbjergene hvidt. Kraftige stykker af is styrter i havet, fryser i et splitsekund; et brag så øresønderrivende, at også jeg stivner: et sekund, et minut længere.
Ruden på det runde vindue er kold. Udenfor skygger flyets vinge for et stykke af udsigten af det Danmark , der hele tiden bliver mindre. Som en barndomsskov, man husker som endelløs, men som senere viste sig bare at være en samling træer, en lille lund. Markerne bliver til skyer - på et tidspunkt - puder og dun, der dækker mit symsfelt og hele vinduet: så er vi igennem skydækket, vattet forsvinder under os, himlen er klar igen, og endnu en gang undrer jeg mig over, at jeg er her. At det er mulgit. I luften, i flyet, på vej.
Jeg er en fugl, en halvstor unge, faldet ud af reden: alene.
Det er det ord, der pulserer i min krop, det ord, der får mine arme til at spredes og afgive sved, ganske let. Det ord, og så dig.
Det er måske ikke så svært: at gå ud af flyet . Sige farvel til stewardessen. Gå ned ad en korridor, ud i ankomshallen, og så dig...
Det er gratis at oprette en konto