”Nu er jeg ikke forfatter, men der er alligevel en lille historie fra mit eget liv, jeg gerne vil fortælle. Min mand siger altid til mig, at jeg er dårlig til at fortælle – fordi mine historier savner begyndelsen, midte og slutning.
Men jeg siger, at det, der er afgørende, er, at man har noget på hjertet. Og det har jeg.” (s.9, l.1-6). Uddraget her fortæller os noget om hovedpersonen. Hun har noget på hjertet, og vil gerne fortælle det, og det fortæller hun igennem novellen. Det hovedpersonen fortæller er noget som der har gjort ondt på hende, og stadig gør stadig ondt på hende.
Historien af hovedpersonens liv:
Novellen handler om mødet mellem Louise og hendes mor. Louise blev forladt af hendes sin mor, som femårig, hun ville nemlig hellere finde lykken, end at passe sin familie. Hun blev skilt med fra sin mand, og forlod sine to døtre, efterfølgende flyttede hun til Indien med sin elsker, Karsten. I Indien bliver går det hurtigt over med Karsten, fordi han bliver utryg, men moren falder godt til i landet og bliver. Hun omvender sig til katolik og arbejder på Mother Teresas børnehjem i Calcutta. Louises søster føder et barn, og derfor har Louise og moren aftalt at mødes på Rigshospitalet. Der opstår en samtale. Samtalen handler om, hvorfor moren var nødt til at handle på den måde, som hun gjorde i 70'erne, men moren søger konstant selvbekræftelse om, at hun gjorde det rigtige. Moren synes, at hun er blevet til et bedre menneske, da hun var i Indien.
Det er gratis at oprette en konto