I novellen ”Vokse mennesker kan godt tale om sex” (novellesamlingen Nu er vi så her 2009) tager den danske forfatter Katrine Marie Guldager (f. 1966) læseren med ind i sit egen erindringsrum. Dette gør hun gennem karakteren Louise, som indirekte præsenterer os for Katrine Marie Guldagers indtryk af en egoistisk vestlig verden.
Teksten er opbygget efter kendetegnene ved en klassisk novelle, som tager består af en indledning, et vendepunkt, og en ny situation til at slutte af med.
Til at indlede med fortæller Louise læseren om sin egen opfattelse af 1970’erne, som var det tidsrum, hvor hendes mor forlod familien, til fordel for at rejse til Indien med sin nye kæreste. Dette er fortællingen op til besøget på sygehuset, hvor hendes søster, der lige har født, ligger og venter. Louise siger at hendes mand har sagt, at man ikke skal kritisere sine forældre, hvilke hun giver ham ret i, ”Min mand siger også, at man ikke skal kritisere sine forældre, og det vil jeg faktisk give ham ret i.” (side 11, linje 5-6). Vendepunktet finder sted, hvor Louises moder betror sig til Louise på sygehuset, og fortæller at hun havde en affære med Karsten, naboen. Her beder hun indirekte om Louises accept og forståelse i forhold til, at ethvert mennesker fortjener lykke, som er moderens belæg for at det hun gjorde, som var at bosætte sig i Indien med Karsten, var forståeligt, ”For det er i den lille pause, der opstår, at min mor pludselig vil bekende sig til mig.
Det er gratis at oprette en konto