Jordskælv i Tanzania: et personligt brev

Undskyld, jeg ikke har skrevet til jer sidste måned. Men der skete noget så forfærdeligt. Det var så slemt at jeg næsten og begyndte og græde da jeg skulle til at skrive dette brev til jer, jeg savner jer og kommer snart tilbage til jer igen.

Det hele startede, i onsdags. Jeg var ude og købe ind sammen med Martin, som sædvanlig. Vi plejer jo altid at handle i vores onkels butik. I mens jeg og Martin handlede, og vi hyggede os i vores onkels butik. min mor var på hospitalet, om onsdagen for at arbejde og hun arbejder kun om dagen. Min far var over hos naboen for at drikke lidt af den nye te som han så godt kan lide. Der sad vi så, og talte om det sædvanlige, hvordan Danmark er. Her kom lille Henri, avisdrengen, og advarede os om, at et jordskælv vil ramme os og selvfølgelig hele byen. Jeg blev dybt urolig, og var lige ved at løbe hjem til hotellet og fortælle det til far. Men så beroligede Martin mig, han sagde at små P-bølger ofte rammer byen. Han sagde, at jeg ikke ville kunne mærke noget. Men dette jordskælv, var vist lidt udover de sædvanlige P-bølger. Lige imens jeg og Martin, snakkede om sommeren i Danmark. Begyndte jorden under os, at ryste. Den rystede så voldsomt, at det nu var svært, at se. Martin gik længere og længere væk fra mit syn. Det var som om, at verden var vendt på hovedet. Jeg begyndte at græde. Men larmen af folks råben og skrigene overdøvede min gråd. Det eneste jeg tænkte på der varm, hvor min mor og far kunne være. Den bekymring gjorde, at jeg græd endnu mere. Snart, kunne jeg ikke stå på min ben længere. En voldsom svimmelhed ramte mig. Det næste der skete har jeg ingen anelse om. Men da jeg stod op, lå jeg ved en flod. En mand, med grønne øjne og lyst gyldenbrunt hår sad på knæ foran mig, kastede et par dråber vand på mit ansigt. Min hovedet gjorde utrolig ondt. Det var som om nogen havde boret et søm inde i det. Jeg havde bandage om panden. Manden rejste mig forsigtigt op. Han fortalte sit navn, Thomas Jameson, Han var læge fra England. Han var ligesom min mor en læge uden grænse. Han kom for at hjælpe de fattige på hospitalet. Han sagde at han så, jeg lå på et ødelagt hustag. Og skyndte sig at redde mig. Jeg takkede ham med en mild stemme. Da det var svært at tale, smilede jeg bare til ham. Han spurgte straks, hvad mine forældre hed. Jeg begyndte, at græde. Tænk, hvis der var sket dem noget. Han satte mig på en kørestol, fordi jeg stadig følte mig svimmel. Han trøstede mig lidt, og tog mig med til et gigantisk telt hvor forældre, der havde mistet deres børn, stod og græd. Og lige der, foran mig, stod min mor og far! Det var en ubeskrivelig følelse, jeg følte lige på det tidspunkt. Lidt ligesom et mirakel. Jeg havde aldrig været så glad for noget som helst andet i mit liv. Jeg takkede Gud, med det samme. Min dejlige forældre løb over til mig. Deres tårer trillede, ned af deres kinder. De krammede mig så hårdt, at det blev lidt svært at trække vejret. Men samtidig ville jeg have at dette kram skulle fortsætte for evigt. Det var nu egentlig ret utroligt, at de begge to var sammen, uden at der var sket dem noget. Men min mor siger, at hun skulle ud af byen. Så der skete hende ikke noget. Så pralede hun derefter med, at min far var en stor stærk mand, som ville finde hende selvom hun så var på den anden side af jordkloden. På samme dag, steg jeg, mine forældre og en række andre mennesker om bord på en bus. Der skulle køre os sydøst for Dodoma. Der skulle vi bo i telt. Da min mor er læge, og kunne hjælpe de mennesker, som var skadet. Fik vi et telt lidt bedre end de andres. Vi fik dejlig koldt luft og gode senge. Ligesom et værelse.