Drabet på stedfaren: en fortælling om vold og hævn

Se, det er mig.?Det er det her, jeg vælger at vise jer. Mig, der råbende og bandende rasler hen over gruset på en ambulancebåre, mens min mor løber ved siden af.?Ser I de to ambulancefyre veksle blikke hen over min sprællende krop? Det her bliver en af de historier, som kan fortælles videre til kollegerne.?Se også naboerne dukke op ved hækkene, mens de tænker: Så nu er den gal igen derinde.?Og se lige min mor!?Hun havde en kæmpe bule i panden og blå mærke over det hele. Nogle gange tænkte jeg, at hun havde godt af det, men andre gange fik jeg ondt af hende. Flere gange har jeg tænkt på, hvorfor jeg ikke havde en helt almindelig familie ligesom alle de andre fra min klasse. Jeg har aldrig haft en lille plads i denne verden. Min mor løb råbende ved siden af mig. Hun blev ved med at råbe mit navn. Jeg kunne knapt nok svare hende så meget sprællede jeg, endnu en gang har jeg skulle flove mig for naboerne, selvom smerten fra slagene var voldsomt, var det ikke det værste. Det var pinligheden over endnu engang blive udstillet for alle naboerne.

Det var ikke første gang jeg havde fået slag af min stedfar. Han havde altid behandlet mig som sin hund. Jeg har tit grædt over min fars død og hvis han havde levet nu, havde jeg ikke lagt på denne ambulancebåre med en sprællende krop. Jeg så min mor i øjnene og pludselig var jeg væk. Da jeg åbnede mine øjne lå jeg på en seng på hospitalet og min mor lå på sengen ved siden af mig. Hun havde blå mærker hele vejen ned ad sin krop. En læge kom brasende ind ad døren. Jeg følte det var min stedfar, der kom brasende ind. Lægen kiggede med medlidenhed på mig, det irriterede mig, at jeg altid skulle være den man havde ondt af. Jeg smilte til lægen, og spurgte om jeg ikke snart kunne komme hjem igen. Han nikkede; “Det kan du tro du ikke må” sagde han. Da han var gået rejste jeg mig, jeg havde så mange smerter. Langsomt tog jeg mit tøj på og gik ud af døren. Jeg kunne ikke få mig til at forlade min mor der lå og sov, men noget måtte ske nu. Jeg tænkte: “nu må det sgu være nok.”