Nu sad han her igen, helt ene og alene med kun sit store sorg i sig og med lyden af de høje bølger, som bankede kraftigt ind mod det bløde sand, og gled derefter langsomt ud igen. Han kigger ud mod havet. Det starter blåt, og jo længere man kigger ud, jo mørkere bliver det. Ude i horisonten ses ingen ende af havet. Det er smukt, men samtidig uhyggeligt. En tåre triller langsomt ned af venstre kind, og inden det når ned ved enden af hagen, er han hurtig om at tørre det væk. Ingen skulle se ham græde. Men det var så svært. Han er fortabt og der er ingen vej ud af hans sorg. Han kigger ned på sandet. Ved hans side finder han en lille gren som han tager til sig; Bødvar. Skrev han ufrivilligt ned i sandet med den lille gren. Hvem skulle han nu støtte sig til, hvis han ingen slægt har tilbage? Hvad var han i samfundet efter at have mistet begge sine sønner, sin ære og status?
Bødvar, den ældste søn var den som skulle videreføre slægten. Han var ligesom sin far, En meget køn, stor og stærk maskulin mand. Præcis det modsatte af Gunnar, som var den yngste. Ham var faderen ikke så glad for, da han var svag og døde i sengen, hvilket ikke er så helteværdigt. Men nu er det forbi. Slægtens ære er mistet. Tanken, æder ham op. Det får ham til at miste sin styrke; Nemlig hans gave for at digte. Han var alene tilbage, han havde kun minderne over tabet af hans elskede søn, Bødvar og hans betydningsfulde slægt. Hvem var skyld i det? Hvem skulle han hævne sig på? Hvorfor skulle det tages fra netop ham? Det er så uretfærdigt! Han fór pludselig op og raser af vrede. Han tager en af stenene der ligger foran ham og kaster den med al den kraft han har tilbage, ud mod havet. Han vil hævne sig på Ran, som er Havguden. Han føler blot mere rastløshed og savn, da han ikke kan gøre havet ondt. Det eneste han vil nu er, at dø, så han kan genforenes med sin slægt. Han plejede altid at komme af med følelser ved at digte, men ikke denne gang. Sorgen er tung og han føler sig kvalt. Det eneste han føler er nedgang. Han kaster et sidste blik ud mod havet, og tvære navnet i sandet ud og erstatter det med; Det falder mig træls at røre tungen...
Det er gratis at oprette en konto