Eftersom vi altid træffer foranstaltninger til at blive lykkelige, er det uundgåeligt, at vi ikke altid er det" (Blaise Pascal)
"Hvad er dit mål med livet?" Et spørgsmål, man konstant bliver konfronteret med i vor tids samfunds forsøg på modernisering og individualisering, når vi i virkeligheden bare vil have lov at opleve verden. Eller vil vi? Skal der skematisering og rutinepræget planlægning til at få livet til at give mening? Skal livet overhovedet give mening? Eller skal man, alle klichéer tro, bare leve det?
Når spørgsmålet "er du lykkelig" en sjælden gang sniger sig vej til min bevidsthed, slår det klik i min hjerne. For hvad er lykke? Og hvordan skal jeg, et simpelt menneske, kunne definere mit eget velbefindende som værende "lykke"?
Hvad meningen med livet er, er om muligt endnu større end spørgsmålet om lykke i sig selv. Men er mening med livet i virkeligheden lig med lykke? Eller omvendt? Er det ene en forudsætning for det andet? Eller er det mon en enten/eller løsning?
Tilfælles har de, at de begge er så subjektive faktorer, at de befinder sig længere fra "udefinerbar", end vi er i stand til at tage og føle på. Det er disse størrelser, der gør livet værd at leve. Disse størrelser, der udfylder tomrummet mellem fødsel og død - de to eneste begivenheder, der ligger fuldstændig fast.
Det er gratis at oprette en konto