”Hvad er overhovedet betydningen af dette liv?”, spørger Søren Kierkegaard i sit værk ”Enten – Eller” fra 1843, og derved stiller han det største spørgsmål af alle – et spørgsmål som er blevet stillet utallige gange før, og som aldrig vil blive besvaret til fulde, mener jeg.
Kierkegaard var eksistentialist. Eksistentialismen behandler spørgsmål som menneskets identitet og livets mening. Begreber som selvbevidsthed, den enkelte, angst, frihed, valg, ansvar og mening er det centrale for eksistentialismen, men fælles for filosofien er at: sandheden er i det subjektive, og det er en sandhed for ”mig” alene. Vi har ingen glæde af objektive videnskabelige sandheder, for videnskaben kan kun fortælle, hvorledes verden ser ud, men ikke hvordan vi skal forholde os til denne verden - sådan tænkte mange eksistentialister.
Udgangspunktet i eksistentialismen er oplevelsen af livets endelighed, disharmoni og irrationalitet. Menneskets tilværelse er ikke evig, men ender med død og tilintetgørelse. Der er ingen højere mening med mennesket tilværelse, og derfor handler det om, at den enkelte selv finder en mening med sin tilværelse.
Kernepunktet i eksistentialismen er, at det enkelte menneske er frit til at vælge imellem tilværelsens muligheder, og menneskets lykke er ikke objektivt forudbestemt, så vi er selv herre over vores egen skæbne, og det er netop dette, som kan føre til angst. Angsten for at vælge, for hvis valget ikke er tilfredsstillende, er der kun os selv at bebrejde. Friheden til at vælge fører altså til en angst for uvishedens fulde konsekvenser. Med menneskets frihed til at vælge, følger derfor også et enormt ansvar, hvad angår både valgets betydning for menneskets eget livsforløb men ligeledes ansvaret for alle andre menneskers liv.
Det er gratis at oprette en konto