Jeg kan huske dengang hvor alt bare var så nemt. Dengang hvor man gik i børnehave, legede hele dagen og ikke skulle tænke på fremtiden. Men den tid er ovre nu, man bliver ældre og får mange flere ting at skulle tage stilling til, man skal tage stilling til ting som ens forældre plejede at gøre for en. Man skal lære at tage ansvar for sig selv og sine handlinger, og det har jeg lært.
Jeg har tilbragt meget af min barndom hos min farmor og farfar sammen med min bror, min kusine og fætter. Vi byggede huler, legede med dukker og spiste min farmors herlige mad, som jeg husker så tydelig. Vi fik næsten altid Svensk Pølseret, det har sidenhen været min livret. De havde en kæmpe granskov, hvor vi kunne få en hel dag til at gå. Vi legede far, mor og børn og jeg var altid faren. Jeg har altid været meget tæt knyttet til mine bedsteforældre, jeg føler mig altid hjemme sammen med dem, jeg kan altid være mig selv. Min farmor, hun hviler i sig selv, og er nogen gange også lidt for hård ved sig selv end hun burde være. For præcis 2 år siden fik min farfar en blodprop i hjernen og blev lammet i sin venstre side. Hun har sidenhen kæmpet en kamp med sig selv, for og med min farfar, hun har gjort alt hvad hun kan og hvad hun egentlig ikke burde gøre. Hun har vidst altid været en fighter.
Det er gratis at oprette en konto