Forældre: en personlig refleksion over opvækst

Forældre________________________________________________

Det er en ting alle os mennesker har tilfælles. Vi har alle sammen forældre. Om vi kan lide dem eller ej, om vi kender dem eller ej. De er der, eller har i hvert fald været. Men hvorfor er det så vigtigt, med forældre? Hvorfor betyder de så meget for os? Ja, de er skyld i at vi eksisterer, men så er der vel heller ikke mere i det? Men når man tænker over det, så ville vi jo faktisk ikke være dem vi er i dag, hvis det ikke havde været for vores forældre.

Da jeg var helt lille, elskede jeg mine forældre. Selvfølgelig gør jeg stadig det, men det er bare ikke det samme mere. Når jeg sidder og kigger billedalbummet igennem, fra da jeg var lille, så udstråler billederne så meget glæde. Jeg sidder dér på min fars skuldre, og kigger ud over menneskerne i zoologiskhave, med et smil trukket helt op om ørene, mens min mor og søster står ved siden af og holder hinanden i hånden. Vi ligner en rigtig kernefamilie. Jeg kan huske at jeg var enormt stolt af mine forældre. Jeg gik tit i børnehaven og pralede med at min far havde det sejeste arbejde, og at han var super god til at køre i bil. Faktisk så god at han kunne blive racerkører, hvis han havde lyst. Og min mor, hun var jo den flotteste kvinde i hele verden. Hun havde bare hele pakken! Og hendes madlavning. Nøj, hvor sad de frikadeller da bare lige i skabet! Hun var alt, hvad jeg gerne ville være. De var der altid for mig når jeg havde brug for dem. De satte deres eget liv til side, for min skyld. Alle de aftener, vi har sat alle 3 rundt om spisebordet med spillekort i hænderne og råbt ”Har du nogle 7’ere?” ”Nej, FISK” Tænk de gad. Hvis det var mig, havde jeg ikke gidet bruge hele min fredag aften på at se Disney film og spille fisk. Men det gad de. Selv min far som egentlig ikke gider kortspil, sad smilende hver fredag med spillekort i hånden. For min skyld. Så blev jeg ældre. Hyggeaftenerne gik stille og roligt i sig selv, og vi begyndte at tilbringe mindre og mindre tid sammen. Til sidst så lidt tid at det eneste tidspunkt vi så hinanden, var til aftensmaden. De blev bare en del af hverdagen. Man prøvede at leve livet, så godt som muligt. Man havde ikke tid og lyst til at handle ind med mor mere. Og man havde heller ikke lyst til at tage med på udflugt og kigge på dyr med far mere. Man prøvede at forklare dem, at man bare gerne ville være fri for dem og alle deres regler. Man prøvede at forklare dem, at alt ikke var som da de var unge. Musikken havde ændret sig. Moden havde ændret sig. Ja man prøvede virkelig at vise dem hvordan det hele var, men de forstod det bare ikke. Til jul kunne mor have pakket, hvad hun ellers troede, var en enormt smart sweater ind, og glædet sig til at hun denne gang have ramt plet, når det kom til tøj og mode. Indtil hun så hørte den kække replik ”Hva’ er det noget du har taget med hjem fra mormors strikkeklub, eller hvad?” – Men er alle teenagere ikke sådan? Man sårer sine forældre, uden rigtigt at tænke over det.Når man så bliver gammel, og de er gået bort. Og man sidder med kun minder tilbage. Så kommer man til at fortryde alt det man har gjort og ikke har gjort. Måske kunne det have været bedre hvis man havde blevet hjemme fra den bytur og bare brugt én aften på at vise sine forældre hvor meget man værdsatte alt det de gjorde for én. Og man skulle måske bare have smilet og sagt ”Tusind tak, hvor er den flot. Har du selv lavet den?” til julegaven, mor ellers var så stolt over at have fundet. Du har nu fundet ud af at det er de små ting i livet som betyder noget. Og du prøver at få dine børn til at undgå at lave de samme fejl som dig. Men det nytter ikke, for de har travlt med uddannelse, fester, og bare at leve livet. Er vi ikke begyndt at blive lidt for egocentrerede? Vi er begyndt at gå alt for meget op i at blive succesfulde. Nogle gange burde vi stoppe op og minde os selv om, hvad der egentlig betyder noget her i livet.