Jeg stod på trappen og så alle mine møbler blive kørt væk. Så snart flyttebilen var ude af syne, lukkede jeg døren og gik ud i køkkenet. Sørgmodigt begyndte jeg at pakke køkkenredskaberne ned i den store papkasse på gulvet. I morgen tidlig ville Trine og hendes mand Anders komme og køre mig ned til plejehjemmet. Trine var tyve år, da hun mødte Anders, og de flyttede til Sjælland, hvor Anders havde egen lejlighed. Min datter, Anders og deres tre børn var det eneste jeg havde tilbage nu. Der var ikke længe til, og jeg var nødt til at skynde mig, hvis jeg skulle have pakket det hele ned. Efter at have stået i køkkenet i en halv time var rummet næsten tomt. Der var kun køleskabet, ovnen og komfuret tilbage, det skulle stå tilbage til de nye købere. Nu manglede jeg stuen og soveværelset. På vej ind i stuen standsede jeg i gangen og så mig i spejlet. Selvom jeg er 81 år, ser jeg stadig rimelig ung ud. Langt gråt hår sat op med et spænde i nakken, brune øjne, et normalt ansigt og kun få rynker. Jeg husker tydeligt dengang, jeg var en lille pige, med lange lyse krøller, og et lille smukt ansigt. Hvor var alle årene blevet af? I spejlbilledet kunne jeg se mine øjne blive røde og fulde af tårer. Jeg var da ikke ret gammel, jeg burde da ikke komme på plejehjem! Det var noget for gamle mennesker, dem der snart skulle dø.
Det er gratis at oprette en konto