Analyse af Christel Skousen Thranes kronik om ekstremsport

Kronik Christel Skousen Thrane: Red en anden røv, overskudsmenneske”

I løbet af de seneste 10 år er der sket en revolution indenfor ekstremsporten. Flere og flere mennesker begynder at praktisere diverse ekstreme sportsgrene såsom at løbe et eller flere maraton, friklatre, udfører ironman/ironmen og så videre. Alt dette kræver en enorm mængde træning, fokus og disciplin for overhovedet at kunne gennemføre. Overordnet set viser man sine medmenneskerne, at man har et kolossalt overskud i hverdagen ved at udøve disse forskellige ekstreme udfordringer. Vi lever i dag i en verden, hvor ekstremsportsudøvere bliver set og anerkendt som overskudsmennesker fordi de har tiden og midlerne til at dyrke deres egne selvcentrede projekter. Kort sagt handler det om, at det enkelte individ dyrker sig selv og sine egne solitære behov, vi retter vores fokus indad mod os selv i stedet for udad for at hjælpe andre mennesker. Er denne selvcentrede selvdyrkelse forkert, og skal vi i stedet forsøge at skabe en forandring og være mere solidariske i stedet for at være så solitære?Denne problematik tager Christel Skousen Thrane op i hendes læserbrev ”Red en anden røv, overskudsmenneske!” fra Kommunikationsforum.dk den 25. februar 2014.

Christel Skousen Thranes hovedsynspunkt er, at vi som mennesker er blevet for selvcentrerede med et altomsluttende fokus på mig-mig-mig i stedet for at behandle vores medmennesker med omtanke og kærlighed, samt være mere solidariske. Ifølge Thrane er ekstremsportskulturen blevet vildere og mere ekstrem, ”Det startede med fem- og 10 kilometerløb, så blev det maraton, [og til sidst] ironman”. Ekstremsportsudøverne har kun fokus på sig selv og deres egne egocentrede mål og ønsker for enhver pris at præstere eksemplarisk for at bevise overfor deres medmennesker, at de har dette kolossale overskud. Det medvirker også til, at ekstremsportsgrene fortsat bliver mere og mere ekstreme, fordi sportsudøverne konstant prøver, at overgå hinanden og blive den bedste indenfor den ”mainstream [ekstremsport]”. For at nå topniveauet skal udøveren bruge utallige år på at opbygge denne fokus, disciplin og fysiske udholdenhed, der kræves for at være den bedste. Thrane forslår i hendes læserbrev: ”at al det overskud, som de senere års massive træning har bygget op, kunne fordeles lidt bedre, så det hele ikke gik op i egne vægtkurver, pulstal og kondital”. Ergo, at vi: ”kunne lade løbeskoene stå en dag om ugen og kaste os ud i noget så gammeldags som næstekærlighed, medmenneskelighed og omtanke?”