Så sidder man der igen. Man er hjemme efter en hård arbejds- eller skoledag, og man smækker fødderne op foran fjernsynet. Man starter på den første kanal der viser nyhederne. Man zapper forsigtigt videre, og lige pludselig er der 2 mennesker. unge mennesker der skal forsøge at være mor og far for første gang, i programmet De unge mødre. Overrasket sidder man og tænker, hvad der får folk til at udstille sig selv på denne måde? Pengene, berømtheden, det at leve livet som man vil, eller noget helt fjerde? Man kan næsten ikke tænde for ens fjernsyn, uden at rende ind i reality-TV. Dette kan være positivt, men det kan så sandelig også være negativt. Personligt har jeg ikke noget imod reality-TV, sker det,, at et program overskrider min grænse, for hvad jeg synes er fair at vise i TV, ja så slukker jeg ganske simpelt. Men det sker god yderst sjældent. Dog mener jeg også grænser er til for at blive overtrådt. Det mener jeg også gælder inden for reality.TV. Man kommer tættere og tættere på, og da man i Paradise hotel er begyndt at se vold som en del af vores reality. Men folk virker umiddelbart til at være relativt ligeglade, hvilket muligvis en konsekvens af at det pågældende reality ikke vedrører personen der ser det. Vedkommende bliver bare underholdt af det. Det rammer folks følelser, og derfor bliver det interessant at følge. Det er tydeligt at se, hvordan reality genren hele tiden er i udvikling og bliver mere og mere brutal. Dumheder, ondskab og sex er en fast del af flere programmer. Stort set ethvert reality show indeholder, som minimum en enkelt af de tre begreber. Et eksempel er Paradise Hotel, hvor alle tre er inddraget. Dumheder og ondskab overfor hinanden holder spændingen i gang, imens deltagernes sexliv udstilles og holder seerne på kanalen. Senest er også en ny sæson af det populære reality program Robinson også startet. Denne gang er programmet endnu mere brutalt, og opdelingen af slaver og herskere gør det endnu mere barsk og bizart. “Der er sket en ulykke!, siger min ven.. De står squ og kigger på en ulykke”. Situationen kender de fleste. Man kommer kørende, og pludselig ser man en masse biler, Mennesker og blinkende lygter. Politiet og ambulancer er på plads, men samtidig er en stor flok tilskuere også talstærkt mødt op, for at overvære den sørgelige situation. Enten er man forarget, og ellers har man selv lysten, og måske endda trangen, til selv at gå over at kigge med. Jeg må erkende, at jeg godt kan have trangen til, at se hvad der er set, men jeg ville aldrig stå som tilskuer og overvære, hvordan folk for eksempel bæres ind i ambulancen og køres væk. Det er for nedværdigende for personen selv. Hjemmevideo-programmer, i bedste “America's Funniest Home Videos” stil sendes der video af små børn der kommer til skade, med faderens pude. Folk rykker sammen og spiser deres lørdagsslik, til en omgang “interessante” uheld. Denne gang mener jeg dog, distancen mellem ondt og sjovt er større. “Livet er fedt”. Programmet følger en flok overvægtige mennesker og deres kamp for at tabe sig. En af deltagerne formåede ikke, at tabe sig i tide, og mistede derfore desværre livet af overvægt. Alligevel kørte serien videre, og viste i øvrigt de efterfølgende terapitimer som de øvrige deltager fik tilbudt. På denne måde skabte TV2 endnu mere reality, på reality. Et tydeligt bevis på, at kanalerne blot ønsker økonomisk gevinst og ikke tænker på folks følelser og moral. Så egentlig er jeg, trods min unge alder, lidt forarget over udviklingen i såvel dansk som international reality-TV. Men alligevel tænker jeg, at folk selv har meldt sig til programmet og er klar over, hvordan man udstilles. Derfor er det en balancegang. Hvad kan producenten tillade sig, at få deltagerne til at gøre for en åben skærm? Og hvilke ting er selvforskyldt fra deltageren, i og med vedkommende selv meldte sig til programmet?
Det er gratis at oprette en konto