Mit essay tager udgangspunkt i artiklen, der beskriver sognepræst og underviser i etik og filosofi Michael Wagner Brautsch. Jeg har valgt at kalde ham for Michael i mit essay.
Han beskriver, hvorledes han ser udviklingen hos unge mennesker, hvordan han bekymrende ser på, hvor lidt de unge mennesker i dag er til stede i nuet, men i langt højere grad kigger på fremtiden og de muligheder, der byder sig, når ”jeg bare lige” får lavet det ene eller andet, som han udtrykker det.
Han undrer sig over, at det først er når ulykker eller sygdom indtræffer, at vi som mennesker accepterer vores situation, og holder op med at stræbe efter noget nyt. Men indtil da, er de mange muligheder vi har som mennesker kun med til at forvirre os, og gør os passive i vores fremtidige valg.
Han viser situationen ved et billede, hvor en dreng står på nogle bøger for at nå op til eller række ud efter de ting, som drengen ikke har i dag. Billledet viser også, at mange andre hænder rækker ud efter det samme som drengen, og dermed også rækker ud efter noget, de ikke har i dag.
Jeg kan sagtens nikke genkendende til nogle af Michaels synspunkter. Der er helt sikkert mange unge mennesker, som ikke er særlig bevidst om, hvad de vil, når skolen slutter. Jeg tror ikke på, at skolen slutter på noget tidspunkt. Jeg mener, at hele livet er en lang skole, hvor specielt vi som unge mennesker vil udforske og undersøge de mange forskellige muligheder, der findes.
Det er gratis at oprette en konto