Analyse af John F. Kennedys Berlin-tale 'Ich bin ein Berliner'

D. 26 juni, 1963 holdt John F. Kennedy sin berømte tale ”Ich bin ein Berliner” i Vestberlin, to år efter Berlinmuren var blevet bygget. Talen er for Berlin, for friheden og ikke mindst imod kommunismen.

Talen er en blanding mellem en lejlighedstale og en politisktale.

Det er en lejlighedstale, eftersom John F. Kennedy holder talen i anledning af et besøg til Berlin, og har præget talen efter oprettelsen af Berlinmuren. Derudover er det også en politisktale, eftersom han taler om det Berlinske folk, dets styrker, og imod kommunismen.

Talens formål var ikke mindst at vise solidaritet til tyskerne og samarbejdet mellem Vestberlin og USA, men også at målrette talen til et globalt publikum, hvori Berlinmuren betegnes som et symbol for det kommunistiske systems svigt.

Man kan inddele talen således at linje 1 - 7 er indledningen, hvor John F. Kennedy starter med at hylde Vestberlin, ved at rose deres overhoveder, og han siger sin berømte sætning ”Ich bin ein berliner”, og fortæller at det er noget af det stolteste, som man kan sige. Ved denne indledning, bliver John F. Kennedys respekt til Vestberlin klargjort.

Fra linje 8 – 26 kommer hoveddelen af talen, hvor der bliver gået i dybden med talens formål. Først bliver Berlin omtalt, som et eksempel mellem den frie verden og den kommunistiske verden. Hvorefter John F. Kennedy fortæller hvordan landets frihed afhænger af den enkelte borgers frihed.