John F. Kennedy holdte sin berømte ”Ich bin ein Berliner” tale i Vestberlin i 1963, to år efter at den såkaldte Berlin mur var blevet bygget.
Man kan inddele talen således at fra linje 1-8, kan vi kalde for en slags indledning + han giver Vestberlins folk et ordentlig klap på skulderen, ved at rose dem for deres borgmester, kansler og generalen. Han fortæller også at han er stolt over at være i et land med demokrati, frihed og fremskridt, og bare det at kunne få lov til at besøge Vestberlin er en stor oplevelse.
Næste stykke kan vi inddele fra linje 9-11, hvor han siger for første gang hans verdensberømte citat ”Ich bin ein Berliner”, som man kun på dette tidspunkt kan sige i frihedens verden.
Linje 13-22 kan vi kalde kommunisternes verden vs. Frihedens verden, på den baggrund at han stiller dem op overfor hinanden, og siger til folk at hvis de vil se hvordan frihedens verden ser ud, skal de bare komme til Vestberlin, for i Vestberlin har de frihed.
Linje 23-37 kan vi kalde kommunisternes fejl (opbygning af Berlin muren), her fortæller han om at det godt kan være demokratiet ikke er fejlfrit, men de er ikke så dumme at de deler København op og splitter folket ad, og ikke mindst af alle familierne. Og han roser Vestberlin for at have beholdt deres livs gnist selvom, de er et splittet folk.
Det er gratis at oprette en konto