Analyse af John F. Kennedys Berlin-tale, 1963

Karakterisering og vurdering af John F. Kennedys Berlin-tale, 1963

I 1963 holdte John F. Kennedy sin verdenskendte tale i Berlin. Denne tale gik ud på at skabe en form for tryghed blandt det berlinske folk, samt at vise samarbejdet mellem Vestberlin og USA. Ud over det gik talen også ud på at styrke Berlinernes kampånd/kampgejst, om at de ikke skal miste troen på friheden og deres rettigheder. Kennedy mente at muren, som skilte Vest- og Østberlin skulle rives ned, og at det kommunistiske system var helt forkert da det ikke byggede på den vigtige frihed, som Kennedy gik meget ind for.

Kennedy indleder talen, ved at forklare hvor stolt og glad han er for at kunne være gæst i Vestberlin, og at kunne holde sin tale for Vestberlins befolkning. Han nævner ofte at hvor stolt han er i sin tale, hvilket gør at talen bliver mere troværdig. Ordet stolt virker beærende da det altså er den amerikanske præsident, som udtrykker stolthed over for det berlinske befolkning. Siden det er den amerikanske præsident der holder talen, er der også brug af etos. Han virker troværdig, da han altså spiller en stor rolle for hele verden og så regner man også med, at han ved hvad han snakker om, siden han er så indflydelsesrig. Ikke nok med det så bruger han også ordet jeg i samme sætning, hvilket gør det så personligt som muligt. Det er også det man kalder patos. I talen gør Kennedy meget brug af patos, det gør han for eksempel også når han henviser til Tyskland, fædrelandet for modtageren. Der bliver altså appelleret en del til nationalfølelsen og til modtagerens følelser. Modtageren er altså den vestberlinske befolkning, og afsenderen er Kennedy – underforstået USA. Man kan også sige at Østberlin/Sovjetunionen er en modtager, da der tit bliver hentydet til at der skal ske nogle ændringer med systemet. Påstanden i denne tale er, at man skal have gjort noget ved separationen mellem Øst- og Vestberlin. Belægget må så være, at mennesker er lykkeligere, når de er frie, og det er de altså ikke i Berlin. Hjemmelen i denne tale er, at når mennesker separerede og ikke er frie, så kan man ikke regne med at de skal være et velfungerende folk.