Jeg sidder træt på den velholdte kirkebænk. Orgelet rumler som et vredt tordenvejr, mens koret skriger med. Musikken stopper med en lang hylende tone, og præsten begynder sin prædiken. Han begynde at tale, men det er ikke ord, der flyver gennem mit hoved, det er mere en form for mumlen. Det, han taler om, siger mig ikke så meget. Jeg sidder sammen med de andre konfirmander. Deres ansigter er helt tomme, de er et helt andet sted ligesom mig. Jeg ved faktisk ikke helt, hvorfor jeg er her til konfirmationsforberedelse. Det er ikke, fordi jeg er kommet her for Gud, jeg kommet her for noget andet. Men jeg ved ikke præcist hvad.
I Danmark er der mange kristne. Der er mange kristne, som ikke dyrker deres egen religion. De går ikke i kirke og bærer ikke kors. Men kan man kalde sig kristen, hvis man ikke går i kirke, men udlever de kristne leveregler? Og hvornår kan en gruppe kalde sig selv en religion?
Jeg er selv blevet døbt, så jeg er vel kristen. Men jeg går ikke i kirke, og jeg beder heller ikke. Jeg er en såkaldt kulturkristen. Hvis folk spurgte mig, om jeg var kristen eller ej, og jeg kun måtte sige ja eller nej, ville jeg nok sige nej, selvom jeg ifølge samfundsnormerne tilhører den kristne gruppe.
Det er gratis at oprette en konto