Resume af 'Den flyvende kuffert

Der var engang en købmand, han var så rig, at han kunne brolægge den hele gade og  næsten et lille stræde til med sølvpenge. Sønnen fik nu alle disse penge, og han levede  lystigt, gik på maskerade hver nat, gjorde papirsdrager af rigsdaler­sedler og slog smut hen  over søen med guldpenge, i stedet for med en sten, så kunne pengene sagtens gå, og det  gjorde de, til sidst ejede han ikke mere end fire skilling, og havde ingen andre klæder end et  par tøfler og en gammel slåbrok. Nu brød hans venner sig ikke længere om ham, da de jo  ikke kunne gå på gaden sammen, men en af dem, som var god, sendte ham en gammel  kuffert og sagde: "Pak ind!" ja, det var nu meget godt, men han havde ikke noget at pakke  ind, så satte han sig selv i kufferten.  Det var en løjerlig kuffert. Så snart man trykkede på låsen, kunne kufferten flyve? det gjorde  den, vips fløj den med ham op igennem skorstenen, højt op over skyerne, længere og  længere bort fra jorden. Kufferten skjulte han i skoven, under nogle visne blade og gik så ind  til byen, det kunne han godt gøre, for hos tyrkerne gik jo alle ligesom han i slåbrok og tøfler.  Så mødte han en amme med et lille barn. "Hør du tyrke­ramme!" sagde han, "hvad er det for  et stort slot her tæt ved byen, vinduerne sidder så højt!’ "Der bor kongens datter!" sagde hun,  "der er spået hende, at hun skal blive så ulykkelig over en kæreste, og derfor må der ingen  komme til hende, uden kongen og dronningen er med!" "Tak!" sagde købmandssønnen, og så  gik han ud i skoven, satte sig i sin kuffert, fløj op på taget og krøb ind af vinduet til prinsessen.  Hun lå  og sov i sofaen,købmandssønnen synes hun så så dejlig ud at han måtte kysse  hende, hun vågnede og blev ganske forskrækket, men han sagde, han var tyrkeguden, som  var kommet ned gennem luften til hende.   Da de sad ved siden af hinanden, og han fortalte historier om hendes øjne, de var de  dejligste, mørke søer, og tankerne svømmede der som om der var havfruer? og han fortalte  om hendes pande, den var som et snebjerg med de prægtigste sale og billeder, og han  fortalte om storken, som bringer de søde små børn. Prinsessen synes historierne var gode,  så da han friede til prinsessen, og sagde hun med det samme ja. "Men de må komme her på  lørdag," sagde hun, "der er kongen og dronningen hos mig til tevand, og  de vil være meget  stolte af, at jeg får tyrkeguden, de kan et rigtigt dejligt eventyr, for det holder mine forældre  særdeles meget af, min mor vil have det moralsk og fornemt og min fader lystigt, så man kan