Jeg ved at du måske helst havde været foruden dette brev, men jeg kunne alligevel ikke holde mig fra at skrive til dig. Jeg har savnet dig sådan, min elskede øjesten.
Det er nu omkring 2 år siden, jeg blev udsendt til det ubarmhjertige, nådesløse Tyskland. Det har været smertefuldt at undvære dig i så lang tid. Hver eneste uge har jeg skrevet breve til dig. De sidste mange måneder har været hårde ved os i felten. Mange døde, og endnu mange blev såret. Nok vandt vi nogle slag, men det har kostet os dyrt. I svære tider holdt tanken ved dig mig i live. Vi mistede mange, og selv blev jeg skudt i benet. Det skete så pludseligt, at jeg dårligt opfattede, hvad der skete. Vi faldt i et baghold, og mange fra min enhed døde. Jeg slap heldigt, men måtte alligevel kæmpe med betændelse og store smerter. Jeg har skrevet utallige breve, men har sjældent fået svar. I sygesengen savnede jeg dine kærlige ord. Brevene nåede aldrig frem, var der nogen, der sagde. Dog mistede jeg ikke modet. Jeg har savnet dig mere og mere for hver dag, der er gået, mens jeg har været udsendt.
Da jeg lå i hospitalssengen, tænkte jeg på dig. Hvordan det ville blive at komme hjem til dig, min forlovede og blive lykkeligt gift med dig, min elskede. Men åbenbart ikke alligevel. Jeg har glædet mig sådan, men forgæves…!
Det er gratis at oprette en konto