En piges oplevelse under krigen

Jeg vågnede op en søndag morgen, mor var ved at pakke vores ting. Jeg kiggede op på hende med tåre i øjnene, hun sat sig ned på stolen og tørrede tårerne væk i forklædet. Hun kørte mig og min lillesøster Emma, til stationen hvor vi skulle med toget til Jylland, byen var helt tom, alle butikkerne var lukkede og alle havde rullet ned for vinduerne, det eneste der var lys i var en telefonboks der stod midt inde i byen. Vi blev sat på toget og fik en kæmpe knus og kys af mor, derefter sagde hun at hun elskede os rigtig højt og at vi snart ses igen. Vi vinkede til hende gennem vinduet, indtil vi ikke kunne se hende mere. Vi kørte i mange timer, hvorefter toget stoppede og det var her vi skulle af, der vi kom ud stod der to gamle mennesker, som de eneste på stationen, vi gik hen og sagde pænt hej til dem og om det var dem vi skulle bo hos, den gamle mand svarede med en hæs stemme ”ja”. Vi satte os ind i bilen og kørte ud til deres gård. Vi vidste egentlig ikke rigtig hvorfor vi skulle bo hos dem, men konen sagde noget med at krigen nok snart var overe, så vi kunne komme hjem og nu forstod jeg det hele, hvorfor far skulle af sted og hvorfor vi skulle bo her. Emma legede med kattene, mens jeg straks gik i gang med at skrive til mor. Jeg skrev mange digte om mit liv og kærlighed og jeg var i gang med at skrive et om hvordan vores vinderrejse for to børn foregik eller hvad man skal kalde denne rejse. Aftensmaden var ikke rigtig noget at råbe hurra over, vi fik suppe med grønsager i, det så ulækkert ud og det smagte også sådan. Vi savnede begge mor og far rigtig meget og vidste ikke noget som helst, jeg havde så mange spørgsmål, jeg ikke havde fået svar på, hvorfor rejste mor ikke med os? Hvornår kommer vi hjem? Kommer vi overhoved til at se mor og far igen? Mange spørgsmål kørte rundt i mit hoved. Emma græd rigtig meget da hun så at jeg havde taget et familie foto med i min kuffert, det var ikke meningen at hun skulle ha’ set det, for så ville hun jo begynde at få hjemve igen. Jeg trøstede hende og gav hende et knus og fortalte hende hvorfor vi var her og hvornår skulle hjem, selvom jeg ikke selv vidste noget, men det var mest bare for at berolige hende lidt. Jeg tog billedet og lagde det ned i min kuffert igen. Vi havde fået et værelse oppe på loftet, der var mange edderkoppespind i loftet og der lugtede virkelig dårligt. Der var ret koldt der oppe, så jeg gav Emma en ekstra tæppe over sig. Selv om hun kun er 6 år, følte jeg at jeg havde ansvaret for at passe på hende, nu hvor mor ikke rejste med os. Jeg lagde mig i min seng og så ud af vinduet der var over sengen, det var en stjerne blå nat, men jeg kunne ikke lide stjernerne her, de var alt for store. Jeg kunne ikke falde i søvn, jeg lagde bare og tænkte på hvad der kommer til at ske med os. Jeg satte mig op i sengen og begyndte at digte videre på mit digt, for det kunne altid få mig på andre tanker og i godt humør, lige meget hvad jeg skriver om. ”sover du?” spurgte jeg Emma, hun svarede ikke, men alligevel snakkede jeg videre, ”Mor henter os sikkert i morgen, altså hvis det bliver morgen her, så kan vi komme hjem i vores egen senge”. Jeg syntes det lød rigtig godt det jeg sagde så jeg skrev det ned til mit digt. Da jeg endelig var faldet i søvn, vågnede jeg ved en hund der gøede udenfor, jeg rejste mig op i sengen og så ud af vinduet en hund der haltede løb ud til horisonten. Jeg var færdig med mit digt, jeg vækkede Emma og spurgte om hun ville høre det, det handler om hvordan vores rejse foregik det første døgn. Hun satte sig op i sengen og prøvede på at holde øjnene åbne. ”Hold mig i hånden her på denne klode, hvor de har sat os af. Er vi på en vinderrejse for to børn? Eller ville de bare af med os? Læg dig godt under tæppet her er ikke varmt og jeg ved ikke hvor køkkenet er. Byen er tom kan jeg se herfra. Der ligger en telefonboks midt på gaden og lyser og en hund der halter løber skråt ud til horisonten. Jeg bryder mig ikke om stjernerne her, de er alt for store. Jeg skal nok holde op med at snakke. Sover du? De henter os sikkert i morgen, hvis det da ellers bliver morgen her. Så kommer vi hjem i vores egen seng tror jeg. Emma var helt vild med det, også begyndte hun at klappe og grine. Pludselig kunne jeg mærke noget, jeg kunne mærke mor, hun var tæt på os, jeg kunne mærke det helt inde i hjertet, mine læber lavede et smil, vi løb ned til døren og der stod hun. Vi gav hende et kæmpe knus og skreg at vi havde savnet hende, selvom der kun var gået et døgn. De to gamle mennesker kom ud til døren og gav hende et kram og sagde velkommen og kom indenfor, pludselig var de helt vildt søde. Mor forklarede at det var hedes forældre vi havde boet ved i det her døgn, vi blev helt forvirret over det, men jeg tænkte ikke så meget over det. Vi satte os ved spise bordet i køkkenet og fik en kop te og småkager. Jeg spurgte efter hvordan det gik og hvorfor hun kom her så sent på natten. Jeg kunne se på hende hun helst ikke ville svaret, Emma hoppede op på skødet af hende og lagde sig ind til hende. ”Jeg bliver nød til at fortælle jer noget der er sket med far”, sagde hun, og i det sekund vidste jeg hvad der var sket.