Mine bedsteforældre boede i et cementhus, som min bedstefar selv havde bygget på en grusvej i Nørresundby. Krammesvej hed den.
Min bedstefar var havnearbejder på værftet i Aalborg, han var også minør på Grønland en overgang, hvor han sprængte klipper væk, og så var han fagforeningsmand, kommunist og måtte springe i åen en aften under Anden Verdenskrig, hvor han nær var blevet taget af tyskerne.
Som i øvrigt tog mine bedsteforældres hvide grønlænderspids, Trine, fordi de synes, den var sød.
Reklame
Min mormor var damefrisør fra Bornholm og gik i storblomstrede polyesterkjoler og røg stærke Viking-cigaretter. På opfordring tog hun en hvid serviet op til munden og åndede, så de tynde hvide lag papir blev helt gullige af nikotin.
Det grinte vi meget af. Hvis ikke hun stod i køkkenet og lavede mad, sad hun på en stol ved spisebordet i stuen og røg cigaretter og løste krydsogtværs.
Alt det, jeg selv kan huske fra deres hjem, er fra deres tid som folkepensionister. Og det er sjovt nok ved at tænke på maden, at jeg kommer i tanker om alle detaljerne.
Syltede pærer fra dåse serveret med flødeskum på tykke glasasietter. Kridhvide boller med blødt tandsmør. Fløde til de voksnes kaffe. Syrlige drops fra en blikdåse, som min bedstefar havde købt i Tyskland og delte ud af, når han sad i sin islandske sweater i yndlingslænestolen og så fjernsyn og skældte ud på alle til højre for SF og sagde "S-i-k-k-e noget pis!", hver gang nogen kissemissede på tv.
Det er gratis at oprette en konto