Toke var død. Rygtet sagde, at han havde hængt sig selv. John vidste ikke om det passede, for selvom han var Tokes bedste ven, havde Tokes forældre nægtet at fortælle ham, hvad der var sket. John kunne godt forstå Tokes valg. For det var ikke let at være en 17årig, arbejdsløs dreng, der ikke havde gået i skole siden 9. klasse, med en far der havde fået en livstidsdom for drab, og en mor der bedre kunne lide hans ingeniørstorebror end ham. Trods alle Tokes problemer syntes John, at han havde valgt forkert. Døden ville aldrig være den rigtige vej ud af problemerne. Sidste gang John havde set Toke, var torsdag aften på folkeskolens fodboldbane. Toke havde været meget stille og virket fraværende. Han snakkede om, at han hørte stemmer i sit hoved, men John havde ikke tænkt så meget over det før nu. Og så var der hans ansigtsudtryk. Hele aftenen havde han haft let sammenbidte tænder, små rynker i panden og et udtryksløst blik. Når man kiggede på ham, var det som om han havde en maske på. Læberne bevægede sig når han talte, men det kolde ansigt udviste slet ingen følelser.
Nu stod John alene tilbage, og følte sig lidt svigtet. Toke vidste udmærket godt, at han var den eneste ven John havde, og at han var den eneste grund til, at John var nået over halvvejs i 1.g. Det føltes som om Toke bare havde forladt ham, midt i alle problemerne, og nu vidste John ikke, hvordan han skulle komme videre. John ville ikke kunne snakke med sine forældre om det, da de allerede for to år siden havde sagt, at han skulle stoppe kontakten til Toke. Johns mor brød sig ikke om Toke.
Det er gratis at oprette en konto