Vi prøver så hårdt på at skille os ud. Men hvorfor, når vi alligevel vælger den samme vej i livet, og når vi alligevel ender det samme sted. Vi er blot et lille individ i den store hvide verden. Er vi i stand til, at ændre på noget, der er meant to be?
For nogle mennesker virker den lige vej, som det mest almene at gå efter. Som om, at den lige vej er et must, og den eneste sikre mulighed frem i livet. Godt nok er den lige vej den nemmeste, men langt fra den mest oplevelsesrige eller sjoveste vej. I dagens Danmark, er alle blevet så ræd for det ukendte og det utænkelige, at man helt glemmer, at der faktisk er en sidevej. Sidevejen kan føre til andre muligheder og oplevelser, som den lige vej ikke kan. Men det lægger vi ikke mærke til. For som tiden den går, og alle vi mennesker følger det samme spor, på den samme vej. Den samme rutine, hver evig eneste dag, så glemmer vi hvem vi er som personer. Vi følger bare de andre mennesker på den lige vej.
Jeg husker, at vi som små uartige børn i børnehaven, uden nogen som helst ide om hvad der foregik i verden omkring os, blev stillet et meget almindeligt og kliché spørgsmål: ”Hvad vil du være, når du bliver stor?” Det spørgsmål er kommet igen og igen, og jeg tænkte aldrig over hvad det egentlig var jeg ville i mit liv. Jeg havde heller ingen grund til at bekymre mig om det endnu, så jeg kom med det mest typiske svar, som alle børn havde i sinde: ”Jeg vil være dyrlæge” eller ”jeg vil være sanger”, og forældrene bliver så overvældede over deres børns høje ambitioner. For forældre vil jo kun deres børn det bedste, så de rådgives til at tage dén vej, som sikrer deres fremtid, og så de får det bedste ud af livet.
Det er gratis at oprette en konto