Hvordan går det med dig ovre i Amerika, jeg ved at det er lang tid siden, at jeg sidst har skrevet et brev til dig, og det ville jeg gerne undskylde for. Jeg har en masse jeg gerne ville fortælle dig, om hvad der sker og er sket her inde i byen, siden du rejste. En af de største begivenheder der har fundet sted siden du tog afsted, priserne på brød nu er steget igen, og tanken om det har holdt mig oppe i mange nætter, da jeg ikke kan få tankerne væk om priserne ville fortsætte med at stige, som de har gjort de sidst to måneder, for med tiden vil det snart ikke længerere være muligt at forsørge mig og min mor, da jeg knap kunne få skaffe mad på bordet før prisstigningerne. Men det er desværre ikke kun min familie der har fået det svært, mange mennesker i det område hvor jeg bor, har fået det meget svært med at skaffe mad til deres familier. Man kan også tydeligt se det på folk, at de får langt fra den mængde mad som de har brug for, Jeg husker tydeligt for en uge siden, hvor jeg var nede med bageriet, for at prøve at skaffe en smule brød. Overså jeg en lille 15-årige dreng bliver gennemtæsket, af to lømler på omkring de 20 år. Fordi at han havde købt det sidste brød, og hvad gjorde folk ved det, ja de så det som en mulighed, for at kunne stjæle noget brød. at man kan få sig selv til at gennemtæske en lille dreng, bare fordi at han er lige så sulten, som alle andre. Desværre er den slags ting ikke sjældne længere, det sker ofte at der er folk, der bliver slået ned på åben gade, fordi at de havde købt det sidste brød, eller fordi at folk ville have fat i deres brød, og det er så sandelig også sket for mig, for under en uge siden på vej hjem fra bageriet, hvor jeg ville skyde gennem vej, gennem et boligkvarter for at komme hurtigere hjem. Dukkede der tre unge mænd op med pinde, truede med at de ville slå mig ihjel, hvis jeg ikke gav dem mit brød med det samme, men jeg har desværre så dum at nægte, og det sidste jeg kan huske, er at jeg blev slået med en pind i baghovedet, og efter det var alt sort. Jeg vågnede først op omkring midnat, uden mit brød eller min pung, og med indtørret blod på mit tøj og ansigt. Men sådan en oplevelse var ikke nok til at jeg vil give op, eller blive bange for at gå rundt i byen, fordi at jeg ikke har noget valg, hvis jeg ikke går hen til bageren, og forsøger at skaffe noget mad, ville min gamle mor og jeg ikke få noget at spise. Selvom vi er almindelige arbejdere som der sulter og slider, os selv ihjel, har de rige handelsmænd, og fabriksejerne og, mere mad end de nogensinde ville kunne spise selv, og resterne fra deres gigantiske måltider, bliver bare smidt ud. Hver eneste dag på vej til arbejde, henne på møllen, går jeg forbi flere bagerier, og ved hver af dem står der altid omtrent femten mennesker, hvis ikke flere i håbet om at få en smule brød.
Det er gratis at oprette en konto