Den danske velfærdsstat og statens udgifter

Et af kendetegnene for den Danske stat er, at det er en velfærdsstat. Størstedelen af den danske befolkning stifter i løbet af deres liv bekendtskab med velfærdsstaten, f.eks. i forbindelse med alderdom, arbejdsløshed, sygdom og pleje og omsorg. Emner som ligestilling, fattigdom og lighed mellem klasser er centrale og skabende for samfundet. En velfærdsstat er grundlagt på baggrund af statens socialpolitik og den retter sig mod at fremme alle samfundets medlemmers sociale velfærd. Den danske velfærdsmodel betegnes som den universelle velfærdsmodel og netop den mener jeg er vigtig for det danske samfund.

For at samfundet kan køre rundt, må dets medborgere betale skat. I Danmark er skatteprocenten forholdsvis høj, for netop at sikre et velfærdssamfund, hvor der tages hånd om de svageste og hvor fordelingen af rig og fattig ikke er markant tegnet op, som det blandt andet ses i USA. Jeg mener, at det for staten er en udgift at forsørge alle borgere, men en forudsætning for at vi har det godt. Jeg tænker ikke på det som en udgift at betale skat, for jeg ved det, i sidste ende, også gavner mig selv. Jeg betaler ikke for min folkeskoleuddannelse, jeg betaler ikke for min gymnasiale uddannelse når jeg en dag skal videre dertil i mit liv og fordi min mor er enlig forsøger, har jeg, takket være staten, råd til at komme på efterskole, fordi de betaler halvdelen i statsstøtte. Mange vil måske karakterisere det som en udgift at betale skat, men jeg tror man i sidste ende må huske på, at det gavner en selv på andre fronter. Som gammel, har man hele sit liv betalt skat, for at unge kunne uddanne sig, som jeg f.eks. er et eksempel på. Når jeg en dag er færdiguddannet, vil jeg i stedet ”betale” min uddannelse tilbage, ved at de gamle velfortjent kan gå på pension, for de penge jeg hver måned betaler i skat. Hvis hver enkelt borger selv skulle betale for lægehjælp, uddannelse, osv., så ville samfundets fordeling blive skæv og ulige og måske ville den velfærd vi fører os frem på, kun eksistere for den ene gruppe. Hvem skulle hjælpe naboen, som måske var syg af kræft, hvem skulle passe min mormor, når hun ikke længere kunne passe sig selv, hvad skulle min overbo leve af, hvis han ikke kunne få arbejde og hvem skulle betale dem som arbejder offentligt? Det er alt sammen udgifter, alt sammen noget enhver dansker kan opleve på nært hold og jeg mener det fremmer den danske velfærd, at vi sammen, som land, hjælper hinanden. Selvom der er debatter om hvor pengene bliver af, om det er en fair indbetaling og så videre, så er systemets intention i bund og grund; god. Jeg har ikke lyst til at vokse op i et land, hvor jeg måske aldrig får muligheden for at uddanne mig, fordi det koster flere tusind kroner. Jeg har ikke lyst til at vokse op i land, hvor jeg er overladt til mig selv, hvis jeg en dag bliver arbejdsløs. Jeg værdsætter, at de sociale ydelser er tilstede, men mener også at de bør bruges på de rigtige mennesker og at statens udgifter både kan være en ulempe og fordel for det danske samfund, så længe de bruges på de rigtige mennesker og af de rigtige årsager. Velfærdsstaten er for mig, det, der gør jeg er glad for mit land og jeg mener ikke man burde se uddannelse, sociale ydelser, lægehjælp, militær og offentlige ansatte som en udgift, men nærmere som en indtægt, som skaber et godt samfund.