En velfærdsstat betyder at staten er ansvarlig for borgernes velfærd, der forstås som både materielle og ikke-materielle goder, fx tryghed og trivsel.
En velfærdsstat giver borgerne et socialt borgerskab, dvs. retten til et minimum af økonomisk velstand, retten til at nyde godt af samfundets sociale og kulturelle arv samt retten til at leve et civiliseret liv i overensstemmelse med samfundets standarder.
En velfærdsstat kan forstås som, at:
Staten, markedet og civilsamfundet alene eller sammen forsøger at skabe mest muligt velfærd for hele befolkningen inden for de mulige økonomiske rammer.
Sikrer en garanteret minimumlevestandard.
At kunne modvirke konsekvenserne af markedsfejl (monopoler, arbejdsløshed og inflation)
Velfærdsstatens udvikling
I Danmark; har indrettet velfærdsstaten, en række sociale grupper, fx syge, ældre og arbejdsløse sikres en minimumlevestandard.
Ud fra en antagelse om, at hverken det civile samfund eller markedet ville være i stand til at forsøge disse grupper.
Den danske velfærdsstat forsikrer således borgerne mod sociale begivenheder som arbejdsløshed eller sygdom.
Den er en forsikring, der bygger på retsprincippet om, at alle borgere, der opfylder visse betingelser, er berettiget til social hjælp.
Staten, markedet og det civile samfund løse forskellige opgaver
I Danmark er det politisk bestemt, at fx børnepasning, ældreomsorg, sundhed og uddannelse primært er opgaver for staten.
Det er gratis at oprette en konto