Dansk national identitet: fra etnisk til borgernationalisme

Ideen om, at Danmark er én stor homogen nation svandt ind nogenlunde samtidig med, at globaliseringen og individualiseringen indtræf i Danmark. Flere og flere etniske grupper flyttede rundt i Europa og blev derved til en etnisk minoritet. Det senmoderne samfund i Danmark er derfor især præget af disse kulturmøder – og ikke mindst borgernes reaktion og perspektiver på disse. Selvom vi er blevet et mere etnisk broget samfund, fungerer nationen stadig som en identitetsmarkør for mange.

Som borger i en nationalstat med nationale mindretal følger der naturligvis en række forestillinger og forventninger med til det nationale mindretal; dette kan enten føre til inkludering eller ekskludering af minoriteten. Mange forskellige faktorer så som sprog, religion og normer er med til at bestemme, hvorvidt minoriteten assimileres, integreres eller segregeres i staten.

I bilag E ses det, hvordan de forskellige faktorer vægtes af danskerne i henholdsvis 2003 og 2013; her er det især ting, som at kunne tale dansk, respektere love og at føle sig dansk, der vægter højest. Værdier så som religion og dansk afstemning er ikke lige så vigtige for danskerne.

Fra 2003 til 2013 er vigtigheden af at kunne tale dansk faldet markant, og det er i stedet blevet vigtigere for danskerne, at man er villig til at respektere de politiske institutioner og love, der er i Danmark. I 2003 var der en andel på hele 75 procent, der mente at sproget var var et meget vigtigt kriterie; dette tal er så faldet med hele 10 procentpoint ti år senere. Dette vil altså sige at danskerne er blevet mere borgernationalistiske end de var i 2003, hvor især evnen til at kunne tale det danske sprog var et vigtigt kriterie for at være rigtig dansk. Ydermere er vigtigheden af de resterende etnisk nationalistiske værdier også faldet i løbet af de ti år, der er gået mellem undersøgelserne: vigtigheden af kristendommen er faldet med omkring 5 procentpoint, mens vigtigheden af at have en dansk familiebaggrund er faldet med cirka 10 procentpoint. Alt i alt tyder det på, at danskerne i højere grad ønsker, at forbindelsen mellem borgerne i Danmark skal bestå af ønsket om fælles love, symboler og territorium fremfor genealogiske blodbånd.